På trods af de mange ressourcer og den stadige opmærksomhed, som vores folkeskole nyder, så er der fortsat en stor gruppe unge, især drenge der ikke rigtigt får anvendeligt udbytte. Frans Ørsted Andersen ser nærmere på de pædagogiske muligheder for disse unge.

Der har i mange år været enighed om, at tidens folkeskole først og fremmest tilgodeser pigerne, og ifølge forfatteren er et af problemerne, at tendensen med øget sikkerhed, rituelle evalueringer og overvågning i institutionerne er med til at marginalisere det der tiltrækker unge mænd såsom traditionelle kontante tilgange, teknologiudvikling, grov humor, innovation.

Generelt er der kommet mere ubalance mellem ‘bløde’ fag og STEM-fag, science, technology, engineering, math. Det ses for eksempel ved, at gymnasieelever foretrækker bløde fag – dansk, sprog – som det beviseligt er lettere at score høje karakterer i, hvorefter de efter studentereksamen tager eksempelvis matematik og kemi på gymnasiale suppleringskurser for at komme ind på drømmestudiet. Samlet betyder det, at samfundets behov for uddannelse ikke tilgodeses, og at Danmark i 2030 vil mangle 90.000 håndværkere og metalarbejdere.

Det store spørgsmål er dermed, hvad kan man gøre for at motivere drengene, og det har forfatteren forskellige forslag til. En mulighed er at se på den finske model, der som bekendt har mere succes med indlæringen end den danske. En af årsagerne er den finske klasseledelse, der omfatter god omgangstone, fokus på fællesskabet, koncentration og opmærksomhed og gode arbejdsvaner. Sædvanligvis følger den samme lærer klassen i de første seks år og nogle helt til slutningen af 9. klasse – i øvrigt i lighed med Rudolf Steiner-skolerne. Den finske faglæreruddannelse er en kandidatgrad, og der findes også en pædagogisk magisteruddannelse for dem der vil uddannes til klasselærere. Måske er det nok så interessant, at begge uddannelser giver en del mere prestige end de gør herhjemme.

En anden vej til at erobre drengenes opmærksomhed er cooperativ learning, der var et stort hit i en del friskoler for et par år siden. Der er mange gode øvelser, og klassen fællesskab udvikles. Problemet med cooperative learning er, at det nok er godt for urolige, udadvendte drenge, men de mere introverte – især piger – er ikke nødvendigvis så vilde med denne pædagogiks krav til at selveksponering og konkurrence.

Forfatteren gennemgår også fuf = fremtidens undervisningsfacilitet, rollespil som de praktiseres på danske efterskoler, gamification og drengeakademiet. Nogle muligheder er tilgængelige for de fleste skoler og lærere, mens andre vil kræve en større omstrukturering af både omgivelser og undervisning. Bogen giver en orientering men hjælper ikke med at afklare, hvornår man skal vælge det ene eller det andet.

Frans Ørsted Andersen

156 sider

Forlaget Mindspace

Udgivet: 04.11.2015

Birte Strandby