Tim Parks har boet i Italien siden 1981. Han har næsten dagligt pendlet med toget fra sin bopæl i Verona til sit arbejde i Milano, og har gennem årene gjort sig mange tanker om det italienske samfund, og italienernes mentalitet. I denne bog forsøger han at beskrive landet og dets indbyggere, på baggrund af landets togdrift.

Første del af bogen er skrevet i 2005 som en artikel i tidsskriftet Granta, og handler om dette pendlerliv. Parks beskriver den italienske jernbane, som den var da han flyttede til Italien. Dengang var det en togdrift med stil. Han fortæller om det omstændelige billetsystem, hvor man skulle stå i lange køer i myldretid, men hvor der var god betjening på banegårdens cafeer og hvor togene havde kupeer og restaurantvogn, og til og med gik nogenlunde til tiden. Indtil Berlusconi-æraen indfinder sig, og togdriften bliver delt i to klasser. Der er Eurostars højhastighedstog, med præcision, lange rækker af sæder i stedet for kupeer, hvor man skal printe sine billetter ud selv, og betale tre gange så meget for den, eller de gamle bumletog, hvor alt er som det plejer at være. Om det er farten, og ønsket om effektivitet, der har direkte indflydelse på mennesker eller ej, så er det også i denne del af fortællingen, at vi hører om ophedede diskussioner mellem passagerer, og disputter med rigide kontrollører.

Disse personlige fortællinger blandes med fakta om jernbanens historie. Om hvordan togdriften i Italien var nødvendig for at forbinde og forene landsdelene i den Italienske republik. Staten har ejet jernbanerne siden 1905, hvilket har garanteret at folk kunne købe billige billetter, til trods for jernbanedriftens altid store underskud. Parks fortæller om det fine ingeniørarbejde, som i slutningen af 1800-tallet muliggjorde de lange tunneler gennem Apenninerne og under Alperne, tunneler på op til 20 km, som reducerede rejsetiderne med mange timer. Det var dog også med til at fordyre jernbanedriften betydeligt, så staten til sidst så sig nødsaget til at nationalisere driften.

At jernbanen er vigtig i Italien, kan også måles på, hvor ofte jernbanen rammes af strejker og politiske protester. Parks beskriver bl.a. en episode fra 1990, hvor nogle landmænd havde drevet en flok kvæg ud på sporene, i protest mod EU´s mælkekvoter. Da Parks spurgte togkontrolløren, hvorfor politiet ikke var tilkaldt til at fjerne køerne, forklarede denne, at der var indgået en venskabelig aftale mellem jernbanefagforeningen, politiet og landmændene om, at landmændene skulle have lov at standse hvert tog i en halv time. Derefter ville de lade det køre videre, for så at standse det næste. Det ville være for farligt at stille en ko ud på skinnerne, hvis ikke lokoføreren vidste nogenlunde, hvornår han ville møde den. Dyret kunne risikere at blive ramt ! Parks beskriver fænomenet som typisk italiensk; ”Anarki forekommer sjældent I Italien, men lovligheden er altid til genforhandling.” I de følgende seks uger blev det standardprocedure at lade toget standse ude på markerne. Til sidst gav regeringen efter, og tog til Bruxelles for at skaffe landmændene, hvad de ønskede.

Den sidste del af bogen er en, mere sanselig, beskrivelse af en togrejse til det forsømte, sydlige Italien og Sicilien. Her er tempoet roligere, og der sker ikke meget. Toget går, måske – måske ikke.

Samlet set er bogen en lovsang til Italien, som trods alt hænger sammen, ikke mindst på grund af jernbanen. Men det er også en lovsang til toget som den ultimative transportform, hvor man i ro og mag kan lade sig transportere, mens man studerer sine medmennesker, eller læser en god bog. Hvor det er vigtigt for sammenhængskraften i ethvert samfund, at der er god og billig kollektiv transport. Lad os håbe Europas regeringer kan komme til samme indsigt.

Bogen er glimrende oversat af Thomas Harder, og er en del af C&K Forlags rejsebøger.

”På sporet af Italien”

Tim Parks

Oversat af Thomas Harder

C & K Forlag

344 sider

Udkommet 10/2-2017

Maibritt Lindblad