Skal man tro forlag og forfatter så er dette en roman. En læsning vil dog afsløre, at vi befinder os tættere på poesien, og muligvis er det tidens mest poetiske fremstilling af folkeskolen.

Stemmerne kommer fra skolens børn og voksne, mest børn. Børnene gør sig overvejelser om deres plads i skolen, men en ganske stor del af elevernes tanker handler om dem selv, om deres dagdrømmerier:

Men jeg forestiller mig også at der skal være et frihedsbillede som viser min ubevidste glæde, eller viser hvordan jeg sprænger strukturerne, eller at jeg er bonkammerat med tilværelsen..

De voksne dukker op mellem dagdrømmene som udefrakommende krav og forstyrrelser, og i slutningen er der betragtninger om eleverne skrevet af et jeg, der har en holdning til børnene: Verden er ikke din – de får lov at bidrage ved at male baggrunde – Men den som vil tage ved lære kan læreren ikke altid lide. Ikke her i denne skole.
Betragtningerne afsluttes med en konklusion om klassen: Madpakker. Gymnastiktøj. Det er nok. Det er godt nok. Det er alt nok.

I spraglede vendinger kommer vi skolen rundt omfattende den elev der er forelsket i sin lærer.
Der er meget at kende og genkende, desværre ikke noget der kan karakteriseres som glæde ved læring eller lykkelig skoletid. Vil man betragte værket som indlæg i dagens debat, så er det måske – igen – en opfordring til at nytænke det sted, hvor børn og unge tilbringer alt for mange timer.

Og så har vi endelig fået ord for udtrykket i unge (nuttede) pelsdyrs blik: De emmer af kosmisk indifferens.

Over os hænger en vidunderlig sol

Majse Aymo-Boot
90 sider
Gyldendal
Udgivet: 04.06.2014