Ordenes Vold udkom oprindeligt på engelsk i 1997 med titlen “Excitable Speech: A politics of the performative”.

Denne udgave er oversat af Peter Borum og udgivet af Forlaget Klim i 2020 (1.udgave, 1. oplag). 

Bindet indeholder i øvrigt et essay af Butler. “Rethinking Vulnerability and Resistance” fra 2016, også oversat af Peter Borum til denne udgave med titlen “At gentænke sårbarhed og modstand”. Essayet findes bagerst i bindet som et addendum.

Det er lidt ironisk at Butler der jo skriver således at de fleste almindelige mennesker vil føle det en lidelse at læse, får sin bog oversat med titlen “Ordenes Vold”. Det er også lidt intimiderende. Men nu er det jo heller ikke hvem som helst der forventes at købe sådan en bog. Den nederdrægtige proletar har for travlt med at bruge sin kontanthjælp på fladskærms-tv og pølser, og bondeknolden skal jo trække sin rustne plov igennem mudderet, så jeg kan få havremælk i min latté. Ingen af dem ved hvem Judith Butler er. Men det gør jeg, den fedtede, arrogante, øvre middelklasse intellektualis som sidder forskanset i min røde lænestol og stirrer ud af vinduet på den uvaccinerede pøbel. 

“Hvordan kan jeg kun have en kandidatgrad, når jeg kan finde ud af at læse Butler!?” råber jeg ud i stuen. Min kone svarer mig ikke. Det er strengt taget som om hun er ligeglad.

Butlers mission

Butlers projekt i Ordenes Vold er at undersøge hvordan ord/ytringer sårer, hvordan samfundet søger at håndtere den form for vold/sårgørelse, og sidst men ikke mindst at finde et bedre alternativ til, eller i hvert fald kritisere denne håndtering. Butlers tekst er altså en kritik af samfundet som det er nu (i 1997), og forslaget til en løsning bliver at mobilisere den sårbarhed som sårende ytringer påfører som et potentiale for modstand. Så hvis du bliver mobbet i skolen, eller undertrykt i samfundet, så kan du jo bare gøre det. 

Nej, det mente jeg ikke. Det er selvfølgelig for risikabelt, og arrogant, at påstå en konkret, altid funktionel løsning på problemerne, og det gør Butler heller ikke. Hun skaber, som så mange andre humanister, den teoretiske forudsætning for en mulighed for modstand. Det er det der ligger i bogens engelske undertitel: A politics of the performative. Det er ikke det performatives politik, men en mulig politik som kunne være på spil i det performative. Prøv at  google “A politics of” (med citationstegn) eller “An ethics of”, og se hvor mange intellektuelle der bruger den samme afstand til deres emne, for ikke at sige at de har den gyldne nøgle. Man kan gøre det samme med udtryk som “towards a” og “prolegomena to” (selvom man lige skal igennem alle referencerne til Kant først). Det skriver jeg ikke bare for at kritisere. Jeg synes at det er passende at de gør sådan. Der er ingen grund til at love noget man ikke kan levere. 

Bogens struktur

I bogen fremmaner Butler, på essayistisk vis, det performatives politik. Det vil sige at hun diskuterer hvordan performativer (som formuleret af J.L. Austin) fungerer og kan fungere. Hun bruger forskellige konkrete, juridiske diskussioner og retssager til at understøtte sin diskussion. Emnerne indebærer blandt andet en diskussion af den amerikanske hærs “don’t ask, don’t tell” politik, som betyder at homoseksuelle gerne må være i hæren, men de må ikke sige at de er homoseksuelle, eller “gøre homoseksuelle ting”. Diskussionen af hærens holdning til homoseksualitet holder Butler op imod en mere eller mindre parallel diskussion af porno. Hertil diskuteres også en højesteretssag, om en sort familie der oplevede en kors afbrænding i deres baghave. Det interessante ved den sag er at højesteret vurderede at fordi korsafbrænding blot er et udtryk for en holdning, så var der tale om et beskyttet udsagn under loven. De benægtede fuldstændigt den truende, performative dimension af at brænde et kors af i en sort families baghave. 

Eksemplet illustrerer meget godt hvorfor det kan være vigtigt at undersøge magthavernes forståelse af performativer. Argumentet for højesterets dom kom i sidste ende, i bogstaveligste forstand, ned til et spørgsmål om hvorvidt det at brænde et kors af var en ytring eller en handling. 

Butler arbejder, som kan forventes i et essay, på en meget diskuterende måde. Hun inddrager eksempler hvor hun mener at performativitet er misforstået, for så at kritisere sig frem til en bedre forståelse. På den måde kan man følge hendes tankegang i udvikling. Nogle gange kunne man dog godt ønske sig at bogens fire kapitler var bedre integreret og ikke fungerede som fire forskellige essays. Det er nu ikke fordi diskussionen ikke hænger sammen, det gør den, men fordi nogle af de samme begreber, på omstændig vis, introduceres forfra i de enkelte dele, som om det antages at de fire kapitler ikke ville blive udgivet i samme bog. Eksempelvis forklarer Butler på side 124 (kapitel 2) hvordan hadtale altid er et citat, hvilket er en interessant pointe. Hvis man ikke troede på det første gang, kommer den så igen flere gange i kapitel 4. På samme måde gentages det også flere gange, meget uddybende, i de tre sidste kapitler, hvad den amerikanske hærs forhold til homoseksuelle er. Bogen føles altså som en samling af essays, og det bliver nogle gange en triviel følelse.

Butlers stil

Har man ikke læst Butler før, eller nogen af de andre såkaldte derridianske dekonstruktionister (Rodolphe Gashé, Avital Ronell, Samuel Weber, Gayatri Spivak – sammensæt selv flere navne. “Derridianske” på grund af den store indflydelse som filosoffen Jacques Derrida har haft på dem.) gøres der et stykke arbejde for at hjælpe dig. 

Bindet har en lang og omfattende introduktion, skrevet af Carsten Stage som er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Århus Universitet. Stage vil gerne forberede dig på Butler. Var der ikke tale om et akademisk værk, kunne man godt kalde det Stage gør i introduktionen for lidt af en spoiler. Han gør et nogenlunde stykke arbejde med at få beskrevet nogle af begreberne fra Butlers tunge vokabular. Stage gør det ved at komme med eksempler og undgår derved næsten helt at fortabe sig i feltets jargon, modsat de fleste andre der skriver ud fra Butler eller de nævnte.

Og der er en jargon, eller et vokabular som de hellere vil kalde det. En stil. Det er svært at finde en tekst af Derrida selv, eller nogen som er eller har været inspireret af Derrida, hvor man ikke må lide utrolige mængder af overbeskrivelse, personificering af begreber, sarkastiske paranteser (HA!) og endeløse retoriske distanceringer. Så hengiven er Butler til stilen, at hun nogle gange også kommer til at overbeskrive rimeligt banale ting, som f.eks:

“Når vi siger, at en fornærmelse rammer os som et slag i ansigtet, ligger deri, at vores kroppe såres af en sådan ytring. Og det gør de helt sikkert, men ikke på samme måde, som en rent fysisk sårgørelse finder sted.” (side 219)

Ja, stilen kan desværre godt gøre simple ting forvirrende. Den kan også gøre forvirrende ting mere forvirrende. Jeg vil dog medgive, at har man tilstrækkeligt mange sammenhængende begreber at beskrive, kan det også være svært ikke at skrive på en kringlet måde, og det har Butler det meste af tiden. I den forstand klarer hun det måske godt, omend Stage så gør hende til skamme i introduktionen. Men Stage har jo også fordelen ved ikke selv at skulle finde på det der skrives om.

Udover Stage der klarlægger Butlers projekt, får vi også en kommentar fra Forlaget Klim om hvorfor denne bog skal genudgives nu. Hertil får vi også, selvfølgelig, en kommentar fra Peter Borum, der forklarer forskellige aspekter af oversættelsen, hvilket jo kun er nødvendigt på grund af Butlers skrivestil. 

Både Stage og Borum forsøger ihærdigt på at skabe et bindeled til den danske læser. Stage ved at fremhæve danske situationer, som eksempelvis blasfemiparagraffen i spørgsmålet om hvorvidt love kan siges at producere det de forsøger at ulovliggøre (en ironi Butler kan lide at fremhæve). Borum ved at bruge sætningen “er der mere øl?” som et eksempel på en performativ. Det fungerer, men kan også være lidt nedslående fordi man, om Butlers mystiske, næsten magiske begrebsverden, kommer til at tænke: Nåh, er det bare det det betyder? På den anden side er det også en god ting, fordi dekonstruktionisterne ofte kommer til at fremskrive deres begreber på personificeret, næsten magisk vis, hvilket kan lede én til at tro, at det der erkendes er mere end virkeligheden. Og det er jo problematisk fordi teori altid allerede er mindre end virkeligheden. Det primære formål med teori er at sortere visse elementer af virkeligheden fra, således at det der bliver tilbage kan overskues af et menneskes begrænsede bevidsthed. Når vi så fremmaner teori med kritik for øje, som jo er dekonstruktionisterne og den kritisk teoretiske-skoles (tjek “Frankfurt school” eller “critical theory”) mål, betyder det at teorien også gerne skulle lede os til tænkning og handling der kan forandre samfundet. Men det er stadig teori.

Jeg er i princippet enig i at der kan findes et kritisk potentiale ved at afsøge/dekonstruere implikationerne af de måder vi taler på, men i nogle tilfælde, mere end andre, viser det sig altså også at være lidt søgt, lidt spild af tid og lidt dårlig kommunikation. Som her hvor Butler beskriver hvad en trussel er:

“Truslen foregriber eller lover ligefrem en kropshandling og er dog allerede en kropshandling, der etablerer konturerne af den kommende handling i selve sin gestus. Trusselshandlingen og den handling der trues med, er selvfølgelig adskilte, men de er forbundne som en kiasme. Skønt de ikke er identiske, er de begge to kropslige handlinger: Den første handling, truslen, giver kun mening ud fra den handling, den foregriber. Truslen indleder en tidshorisont, inden for hvilken det organiserede mål er den handling, der trues med; truslen påbegynder den handlen, ved hvilken opfyldelsen af den handling, der trues med, kan opnås.” (side 43)

I dette citat gentager Butler ikke mindre end fem gange, såvidt jeg kan tælle, at en trussel handler om en handling i fremtiden. Jeg kunne ligeledes sige:

“Lad os komme videre.”

Eller jeg kunne sige:

“Lad os, alle involverede, som entiteter i et tredimensionelt rum, engagere os i en fælles, positionel ændring hvorved vi starter med at befinde os på det metaforiske punkt, hvor vi er nu, som identificeret ved en form for konceptuel triangulering i det metaforiske, tredimensionelle rum, og ender med at befinde os på et andet, mere relativt punkt, som en ændring i både vores placering i det metaforiske rum, men også i tiden, hvorfor min reference til dette nye, relative punkt er en slet skjult opfordring til en forandring som i fremtiden vil have fundet sted, men kun såfremt min opfordring imødekommes af alle involverede entiteter.”

Googler man udtrykket “verbose meme” vil man finde at denne poetiske stil-øvelse, den potentielt uendelige uddybning af en teksts implikationer, faktisk bliver gjort grin med på nettet. Den dekonstruktionistiske skrivestil, hvilken Butler har, selvom ikke alle ser hende som en rendyrket dekonstruktionist, er da også blevet kritiseret. Blandt andet populærfilosoffen Slavoj Zizek har, med reference til filosoffen Robert Phaller (“die illusionen der anderen”), påpeget hvordan tendensen, hos dekonstruktionister, til verbalt at distancere sig gennem f.eks. overbeskrivelse, eller overdreven brug af citationstegn omkring begreber, i sig selv indikerer en tro. Han ser altså ikke dekonstruktionisterne som kyniske analytikere der forkaster tro og endeløst dekonstruerer både politiske ideologier og religion. I deres kritikker udøver de aktivt deres egen tro på at et givent begreb, som eksempelvis “trussel” i citatet ovenfor, betyder for meget. Det må dekonstrueres og splittes ad for ordentligt at kunne forstås. Og den trosmæssige implikation af det er faktisk det modsatte af den klassiske, postmoderne, poststrukturelle, dekonstruktionistiske antagelse. Nemlig at der er en struktur, at der er faste regler, at der er et metasprog, at hvis bare begreberne sønderbeskrives, så kan de afrundes og sandhed kan emanere og kommunikation og kritik kan lade sig gøre. Men det er selvfølgelig også en fælde at komme med sådan en anklage, for uanset hvad en given stråmandsversion af en dekonstruktionist mener om den, så bliver man, af pragmatiske årsager, altid allerede nødt til at kommunikere som om at kommunikation kan lade sig gøre. Selvom det ikke altid virker som om at Butler rent faktisk tror det. 

Det er en typisk kritik af Butler som af alle derridianere at sige at de i virkeligheden lever i en for ordnet verden. Alting er sprogligt og kan derfor blot dekonstrueres, det vil sige udsættes for kritiske analyser for at kunne forandres og det er igennem dette arbejde at vi kan løse vores sociale problemer. Hermed ikke sagt at en kritisk læsning direkte løser et problem, men at de konkrete mulighedsbetingelser for at løse et problem kun kan imødekommes hvis problemet først tænkes korrekt. Den korrekte gennemtænkning starter med den kritiske analyse. 

Fra Butlers synspunkt er verden imidlertid kaotisk. Alting er sprogligt konstrueret, hvilket vil sige at det sejler. Alle vores kommunikationer kan gå galt og ingen identitet er sikker. Hverken når vi taler om kønsidentiteter eller blot et givent objekts identitet. Det er denne grundantagelse om kaos der til dels legitimerer Butlers næsten autistisk omstændige måde at skrive på. Hun skriver som om hun ingen cartesiansk grundantagelse har. De fleste der skriver noget og kommunikerer er som minimum sikre på at de har tænkt en tanke og at den kan kommunikeres. Butler skriver som om hun ikke er helt sikker på at det forholder sig sådan. 

Alligevel afstedkommer stilen også ofte en eller anden grad af poesi. Prøv at sætte noget episk musik på, f.eks. Wagners “Ride of the Valkyries”, og læs følgende fra Butler:

“Hvis vi forstår navnets kraft som en virkning af dets historicitet, så er denne kraft ikke nogen blot og bar tilfældig virkning af et slag, der rettes imod nogen, men virker til dels gennem en indkodet erindring eller et trauma, ét, der bor i sproget og bæres i sproget. Dette navns kraft afhænger ikke alene af dets gentagelighed, men af en form for gentagelse, der knytter sig til traumet, af, hvad der strengt taget ikke huskes, men genopleves, og genopleves i og igennem den sproglige erstatning for den traumatiske begivenhed. Den traumatiske begivenhed er en udstrakt erfaring, som på én gang trodser enhver repræsentation og udsender repræsentationer.” (side 73)

Butler skriver i lange sætninger. Hun bruger ord som “trauma”, “kraft”, “trods” og lignende. Det er episk. Altså, det er kedeligt og teoretisk, men det har struktur som noget episk. Det er for mig et eksempel på den mystiske, magiske dimension af dekonstruktionisternes stil. I den forstand er de gode til at skrive. Der er ikke bare tale om en nøgtern teoretisk gennemgang. Der er tale om et drama, hvor “navnets kraft” er hovedpersonen, som indgår i en konflikt og har kvaliteter og handler og agerer. Et personificeret begreb.

Konklusion

Det mest interessante ved at høre fra Butler i dag er at opleve kløften mellem hvad hun rent faktisk skriver og hvad mange af hendes kritikere mener at hun skriver. F.eks. er hun som udgangspunkt imod censur, hvilket er en stor del af bogen. Det klassiske angreb på dekonstruktionister vedrørende udsagn om at alting er sprogligt eller socialt konstrueret, har aldrig holdt (se hvorfor længere nede “Henrik Dahl og dekonstruktionisterne”). 

Bogen er tung læsning, og når Butler springer fra en dybdegående dekonstruktion af en eller anden udtalelse, til en etisk vurdering som de fleste kunne have fremført, og i øvrigt være enige i, så kan man godt blive i tvivl om hvorfor det var vi skulle igennem endnu en dekonstruktion først? Den amerikanske hærs behandling af homoseksuelle er amoralsk i sig selv. At den konkrete regulering af homoseksuelle er formuleret som et performativt paradoks, er en ligegyldig erkendelse for de fleste, og hele Butlers analyse af formuleringen kan vise sig at være afhængig af at en eller anden kontornusser havde for travlt til at kigge på ordlyden den dag.

Jeg vil dog sige at noget af min kritik også kommer sig af, at bogen er fra 1997, hvorfor flere af de eksempler der nævnes kan forekomme daterede. Imens jeg læste havde jeg tit en følelse af at alle tankerne var tænkt og sagerne diskuteret, og det er jo fordi det også er lige præcis hvad der er sket siden 1997, og jeg har jo fulgt med i det. Det er ligesom at se en gammel film og tænke at den er kliché uden at erkende, at det var den der opfandt klicheen. At den var så god at alle efterlignede den sidenhen. Men det er måske også at give Butler for meget ros.

Kort sagt:

Jeg kan godt lide at kloge mig, Butlers bog gav mig en anledning, men var også lidt irriterende. Hvis der skal en score på, så er det 5 ud af 10, eller 3 ud af 6, eller hvad  det nu kan være.

Tekniske fejl i bogen. Ja, jeg ved at det nærmest er barnligt, men jeg synes at fejlene i note-systemet er problematiske nok til at blive nævnt. At nævne stavefejl kan dog godt være en barnlighed fra min side. Jeg ved det ikke, måske jeg har prækluderet det aspekt af min adfærd, som Butler ville sige det. 

  • I hele kapitel 1 er noterne forskubbet, så note 7 er i virkeligheden note 8 og så fremdeles. 
  • Ligeledes er der på side 180 (kapitel 3) refereret til note 11, men den eksisterer ikke. Den er i virkeligheden kun note 10.
  • Stavefejl (bare hvad der faldt i øjnene): 
    • side 149 linje 6 (mangler “de” i sætning).
    • Note 2 i kapitel 4 side 244 hvor titlen på Robert Posts essay hvor der står “ad” i stedet for “and”. 
    • 195 linje 1, “hor” i stedet for “hvor”.
    • 208, midt på siden, “formodet” i stedet for “formodede”.
    • 217, linje 4 fra indrykket midt på siden, “de” i stedet for “der”.
    • 220, linje 2 lige under afsnittet “at samtlige dens” mangler ordet “af”.

Mere end selve anmeldelsen

Der er mange ting at tage fat i hvad angår Butler, så her er et dybere kig, men ikke dybere end at Henrik Dahl bliver nævnt.

Henrik Dahl og dekonstruktionisterne

Henrik Dahl fra Liberal Alliance har altid haft det hårdt med postmoderne teori, selvom han tilsyneladende aldrig har læst noget af det. Når man ser folk i medierne erklære sig enige med Judith Butler for i næste nu at erklære at køn ikke findes fordi nogle kvinder har en penis, kan man jo godt blive lidt frustreret. Måske på samme måde som Henrik Dahl. Hans kritik af ideen om at alt er sprogligt, er dog stadig en misforståelse. Nogle debattørers anvendelse af ideen, de som han angriber, er imidlertid også en misforståelse. 

Hvis man spørger et almindeligt menneske, altså ikke en dekonstruktionist, om der findes noget udenfor sproget vil de sige ja. Ideen om en objektiv virkelighed er den fantasi som dekonstruktionisterne og mange andre gerne vil gøre op med omend på forskellig vis. Dekonstruktionisternes ironiske forsøg består i at de kommer til at afvise alle de almindelige hverdagsfænomener som folk oplever som objektive. Blandt andet ved at overbeskrive dem (et sted hvor den teknik kan give mening). 

I den sammenhæng kan man flere steder i Ordenes Vold, se hvordan den “sprogligt-konstruerethed” volder problemer. Butler kan eksempelvis ikke skrive “fællesskab” hun bliver nødt til at skrive “tale-fællesskab” eller “sprog-fællesskab” ligesom sociologer og psykologer bliver nødt til at skrive “socialt fællesskab”, som om et fællesskab ikke altid er socialt. Den ene gang Butler skriver fællesskab uden et præfix (s77) skriver hun ironisk nok “… et fællesskabs sproglige forekomster…”. Men i hendes vokabular er alle fællesskaber jo sproglige, ordet “fællesskab” kan ikke dække over andet! Og der kan ikke forekomme noget fællesskab, som ikke er sprogligt. Og det er almindelige mennesker enige i, de ved det bare ikke hvis man siger det på den måde. 

Hvis Butler droppede præfikserne, ville teksten ikke lide. Man ville blot indse at alle de associationer hun fremhæver ved at bruge dem allerede var implicitte i almindelig sprogbrug. Men hun ville selvfølgelig bare komme tættere på at skrive i et kedeligt, almindeligt sprog. 

Der er kun to mulige forklaringer på at Butler konstant ser det nødvendigt at minde os om at alt er sprogligt: 

Den første er at Butler ikke selv tror helt på sit udgangspunkt, så den kan vi forkaste. 

Den anden er at Butler lader sig påvirke af en idé om alle dem som ikke deler hendes ideologi. Det er simpelthen ikke normalt nok at antage at alt er sprogligt. Det er ikke normalt nok at kalde en filmoptagelse for en tekst og at betragte handlinger som kommunikation der kun eksisterer som sproglig betydning i folks hoveder. 

Ironien er bare at alting er jo sprogligt og det var det også før Derrida! Den måde almindelige mennesker kommunikerer på og deres antagelser om virkelighedens uafhængige eksistens er altid-allerede sproglig. Derfor er der heller ikke noget galt med de antagelser. Der er ingen grund til at påpege overfor almindelige mennesker at der ikke rigtigt er en objektiv virkelighed, så længe deres ideer er brugbare for dem. Fordi de ideer stadig først og fremmest er sproglige. Hvis de ikke var det havde dekonstruktionisterne et helt andet problem. 

Hvad med debatterne? Er køn så en social konstruktion? Hvad med seksualitet? Hvad med race? Det at alting er sprogligt, er en pointe der kan ligge på et meget lille sted. Erkendelsen at alt må optræde i sproget som en forståelig abstraktion før det kan siges at eksistere og at al viden derfor er konjektur er en konstatering. Det svarer til at erkende at vand er vådt, eller at alt på kloden er koldt relativt til solen. Det påvirker ikke nogens levede oplevelse af verden på nogen måde, selvom nogle kritikere af dekonstruktionisterne fremstiller erkendelsen som om den fordrer absurde forandringer for vores eksistens. Men det er fordi de ikke kan lide dekonstruktionister til at starte med. Et synspunkt jeg kan sympatisere med fordi eksempelvis Butler jo, som nævnt, konstant, implicit fremfører denne idé om sproget som forudsætning for erkendelse som om det er en radikal idé som gør at ordet “sprog” hele tiden må bruges som prædikat for alle andre ord. Samtidig findes der folk som aktivt bruger ideen som et argument for eksempelvis at skille sig af med distinktioner mellem køn. 

Alle de nævnte debatter er eksempler på debatter der sidder fast af tre årsager: For det første fordi konservative talere ikke er enige; for det andet fordi de og de fleste almindelige mennesker ikke forstår det absurde vokabular som disse nye radikale, positioner imod køn og race bliver fremført med og for det tredje fordi mange af de ideologer som fremfører positionerne ikke selv forstår dem. 

At noget er sprogligt eller socialt konstrueret kan ikke bruges som argument for noget som helst i sig selv. Erkendelsen bliver fremført som om vi har en særlig kontrol over noget hvis det er en social konstruktion. Men alt er socialt konstrueret! Er vi så kommet af med krig endnu? Det skulle jo være let nok når det bare er en social konstruktion! Hvad med venskab, vil vi gerne af med den konstruktion? Som filosoffen Richard Rorty konkluderede allerede i 1993 så fortæller det at sige at noget er en social eller sproglig konstruktion os intet om hvor let det er at ændre, hvorvidt det er legitimt eller brugbart. 

Det spøjse afsnit i kapitel 4

Det mest spøjse afsnit i Butlers bog er: “At imødegå censuren” i kapitel 4. I denne første del af sin diskussion om censur citerer Butler Richard Burt og Ellen Burt (jeg ved ikke om de er relateret), for to vinkler på samme position. På den ene side er det umuligt fuldstændigt at “afcensurere” en tekst. På den anden side er det umuligt fuldstændigt at censurere en tekst. Positionen totaliserer begrebet “censur” fordi den implicitte påstand er at al kommunikation altid allerede er censureret, forstået på den måde, som Butler skriver: 

“… at en tekst for at blive læselig er nødt til at blive frembragt gennem en selektionsproces, der udelukker visse muligheder og realiserer andre” (side 182).

Med andre ord er det at skrive nødvendigvis også at censurere fordi man jo kun kan få en læselig tekst ud af det ved at konformere til visse sproglige standarder og udvælge visse ting at sige, fremfor andre. 

Som Butler selv indrømmer er positionen rimelig ubrugelig for nærværende projekt. Som titlen på afsnittet lyder: “At imødegå censuren”. Butler kommenterer:

“Begge disse forklaringer lader sig generalisere på nyttig, men begrænset vis: de kan ikke fortælle os, hvornår og hvorfor visse former for censur rent faktisk er mere fuldstændige end andre…” (side 184)

Det at erklære at “alt er censureret” er ikke et godt etisk kort for at vurdere hvilke former for censur der virker eller ikke virker. Vi skal altså bruge noget mere specifikt for at vurdere om censur giver mening og i hvilken grad og i hvilket tilfælde osv.. 

Ovenpå den erklæring går Butler videre med yderligere at diskutere disse meget generelle positioner og kommer til min store overraskelse ikke emnet nærmere, trods den ca. 14 sider lange fortolkning og diskussion (s182-196). På overfladen forekommer teksten fuldstændigt kontrolleret og velovervejet, som i resten af bogen og i de af hendes andre tekster jeg har læst, men hun kommer bare ikke videre. 

Efter sin umiddelbar uddybning af begrænsningerne ved at totalisere ideen om censur, går hun videre i en række gentagelser fra tidligere, for igen at understrege at subjekt jo først og fremmest er noget der fremkommer i sproget. En grundlæggende tese i Butlers verdenssyn. Det er i den sammenhæng også en meningsfuld erkendelse når man indser at alt hvad der eksisterer mellem mennesker nødvendigvis er hvad end der kan kommunikeres og derfor er sprogligt. 

Havende erkendt at en forudsætning for alle sproglige frembringelser er censur (“Jeg skrev denne sætning og censurerede dermed alle andre sætninger jeg kunne have skrevet i stedet”) bliver Butler jo nødt til også at erkende at “frembringelsen” af subjekt, nødvendigvis også er forudsat af censur, og det gør hun… Og endda på så verbos vis at man kunne tro at hun, i samme forstand, helt forsøgte at undgå denne primordiale censur ved at skrive alt på alle måder hun kan. 

Resultatet er en konstant, direkte, ja nærmest kompulsiv, konfrontation med totaliseringen af begrebet censur. F.eks.:

“Her er spørgsmålet ikke, hvorvidt visse former for taler, der ytres af et subjekt, censureres, men hvordan en bestemt censurvirksomhed bestemmer, hvem der bliver et subjekt…” (s188).

Censur går altså forud for subjekt og er en del af konstitueringen af et subjekt. Dette læser Butler ind i sin sædvanlige “sproget handler gennem mennesker”-diskurs. Når du, i din hverdag, får lyst til at sige noget, så er denne lyst og det du siger først og fremmest rammesat af den givne situation. Betegnerne (ting, folk, udtryk, symboler etc.) prompter dig til handling. Og den negative, men ligeså givtige måde at sige det samme på er at betegnerne i din nærhed censurerer alternative kommunikationer du kunne have haft. Et meget konkret eksempel kunne være at du ikke begynder at tale om hvilke typer af porno du ser når du er til begravelse. Situationen fordrer ikke sådan en adfærd. Det er censur. Hvis du vælger at trodse censuren i særlig radikal vis, stiller du, som Butler også kommenterer, spørgsmålstegn ved din egen status som subjekt. Folk vil tænke at du er psykotisk. Uanset får Butler her gentaget hvor total censur er. 

Kort efter:

“Nogle vil hævde, at ingen tekst kan befris helt for censurens lænker, fordi enhver tekst og ethvert udtryk til dels struktureres gennem en selektionsproces …”(side 188).

Hvis det lyder som citatet ovenfor fra side 182 så er det fordi at det er en gentagelse med lidt andre ord. Kort efter gentager Butler også sit angreb på denne position, som hun gjorde på side 182:

“Denne højst generelle tese synes at gælde for ethvert og for samtlige sprog.” (side 189)

og 

“…mener jeg, at den i sin generelle form ikke direkte lader sig overføre til en politisk overvejelse over censuren eller til noget normativt syn på, hvordan censurspørgsmål bedst kan afgøres.” (side 189)

Igen kommenterer hun altså at det er for generelt at få alting til at være forudsat af censur. Denne gang på trods af at hun lige, som nævnt har fremskrevet ideen det talende subjekt som forudsat af censur og dermed fået alting til at handle om censur. 

Butler understreger endda på samme side, hvad problemet er:

“Fordi ethvert udtryk altid allerede til en vis grad er censureret, giver det ingen mening at prøve at modsætte sig censur…”(side 189)

Havende erkendt problemet forsøger Butler at omskrive det, ved at sætte magt foran censur:

“Forståelighedsbetingelserne [censurens rolle] er selv formuleret i og af magten…”(s189)

Så langt så godt, men i sætningen efter ophøjer hun magtformen, til et nærmest guddommeligt niveau ved at skrive at den pr. definition er uaflæselig:

“… en magtform der lige netop virker gennem sin uaflæselighed: Den undslipper selv de aflæselighedstermer den forårsager.” (side 189)

Magten går altså forud for censur, men vi kan ikke aflæse den. For den er jo, som censur også delvist er, en forudsætning for enhver kommunikation, inklusiv den kommunikation som forsøger at aflæse den (det er potentielt problematisk for Butlers projekt, erkendtes det at projektet selv er et produkt af de magtstrukturer det søger at kritisere. Hvordan kan post-strukturalister anklage strukturalister for at antage en ophævet position?).

Introduktionen af “uaflæselig magt” som en slags forklaring der går forud for den implicitte censur der forudsætter alt, virker på niveau med at introducere gud i en forklaring: 

Spørgsmål: Hvad er forklaringen på at et givent subjekt fremkommer på netop denne måde med netop denne ytring? (Hvorfor beder kassedamen om mine penge?)

Svar: Den implicitte censur som går forud for subjektets fremkomst og strukturer fremkomstens konkrete fremtoning. (Kassedamen eksisterer i en kontekst hvor alle andre muligheder for ytringer ikke passede ligeså godt med situationen (andre muligheder blev censureret)).

Opfølgende spørgsmål: Hvad er forklaringen på at den implicitte censur strukturer fremkomsten af subjekt på netop denne måde og ikke en af de andre potentielle måder? (Kassedamen kunne, uden at tabe ansigt, også have kommenteret hvor pænt mit hår er i dag, hvorfor gjorde hun ikke det?).

Svar: Det skyldes den magt som strukturerer censurens konstellation.

Ekstra opfølgende spørgsmål: Hvorfor gør “magten” sådan?

Svar: Denne form for magt er uaflæselig.

Respons: Nåh okay …

(Det bør siges at mit forsøg med forklarende parenteser selvfølgelig er oversimplificerende. Butlers pointe er ikke at kassedamen kan vælge at sige forskellige ting der passer mere eller mindre ind i situationen, men at selve udvalget af muligheder som udgør situationen og dens kontekst er forudsat af et fravalg af alle alternativer. Vi er derude hvor vi kan tale om at situationen slet ikke ville forekomme i en anden kultur eller økonomisk orden eller hvad man nu vil snakke om.)

“Uaflæselig magt” stopper forklaringen uden videre mulighed for at undersøge. 

Totaliseringen af magt, for at overkomme totaliseringen af censur, er ikke en givtig vej frem og Butler søger på samme side videre efter en forklaring fra underbevidstheden:

“Den, der i talen følger sigelighedsstyrrende normer [magten], følger ikke nødvendigvis bevidst nogen regel” (side 189 stadigvæk).

Hun citerer filosoffen Charles Taylor og ender, som man jo kan forvente, i en god gammeldags quorum sensing marxisme. Butler skriver i forlængelse af Taylor:

“… men kropsligt indforlivet som en fælles social sans: Man følger ikke en regel alene.”(side 189)

Her kan man sige at vi kommer et skridt videre fra “uaflæselig magt” ved at sige at magtens natur er den “fælles sociale sans”. Måske den emanerer som et produkt af flokkens ageren. For mig at se er dette blot en henvisning til endnu en guddommelig forklaring, nemlig det som Bruno Latour også kritiserer i sin “Reassembling the Social”: “det sociale”. Man kan altid sige at forklaringen ligger i “det sociale” eller “kulturen” og så snakker vi ikke mere om det. 

I hverdagen følger vi både implicitte og eksplicitte regler på nogenlunde samme måde. Vi læser sociale situationer ens. Sagt som i citaterne ovenfor forekommer det dog hurtigt at være nærmest magisk og mystisk. Sproget agerer gennem os, en mystisk magt prompter os til at handle i overensstemmelse som når myrere gør det. Uanset er det stadig ikke nok, for vi kan stadig ikke afgøre noget om validiteten af censur i en given situation. Butler må videre.

Som en røgbombe kaster hun et citat fra Pierre Bourdieu som egentlig ikke rigtig siger noget andet end at Bourdieu også var af den overbevisning at der i “det officielle sprogs legitimitet” er en usagt “sammensvorenhed” (læs “fælles social sans”). Endnu et hint til underbevidstheden som forklaring. Jeg tror dog nok at Bourdieu taler om ideologi på et mere alment niveau, som eksempelvis “det officielle sprogs legitimitet” i forstand af en given ideologisk diskurs. F.eks. måden man så almindelige mennesker på i Italien under Mussolini eller i Soviet Unionen under Stalin. Dvs. modsat Butler, som jo med totaliseringen af sit censurbegreb ikke længere anfægter en specifik ideologi (f.eks. liberal kapitalisme), men det almendiskursive domæne. Censur bliver med andre ord en forudsætning for sproget som så og ikke bare diverse ideologiske diskurser der eksisterer i sproget. 

Efter Bourdieu smider Butler psykoanalysen på sagen. Den har trods alt styr på den der underbevidsthed. 

I denne del sker der noget mystisk. Det kan nærmest føles som om at der er byttet rundt på nogle afsnit. Butler begynder at bruge udtrykket “præklusion” på side 190 (forclosure på engelsk), som hos Freud er et niche-begreb (Laplanche og Pontalis 1988:s166-68). Det mystiske er at Butler først definerer begrebet “præklusion” senere på side 193 og derefter vælger helt at forkaste definitionen og appropriere begrebet på side 194, efter 3-4 siders flittig brug:

“Endskønt psykoanalysens brug af præklusionen er højst kompliceret, foreslår jeg, at vi mesapproprierer termen til andre formål og overfører dens egentlige betydning til en uegentlig…” (s194)

Butler siger med andre ord at hun nu tager begrebet og anvender det med en anden betydning. Det ville ikke være så underligt, hvis hun ikke lige, som sagt, havde brugt det, og i øvrigt refereret til de to psykoanalytikere Laplanche og Pontalis bog “The Language of Psychoanalysis” med henblik på at definere det. Hvorfor beskæftige sig med dets betydning, hvis den alligevel er ligegyldig?

Det hele virker stream-of-consciousness-agtigt. 

Jeg får en fornemmelse af Butler som en guldgraver der med forskellige greb og metoder hugger efter en vene i hulevæggen som hun ved (eller tror) er der, men hun finder den ikke. Måske, som Butler selv kunne finde på at skrive, fordi det redskab hun hugger med er forudsat af væggen som hun hugger i (hvilket må være grænsen for den metafor).

Butlers interesse i “præklusion” er klar. Hvis subjektet forudsættes af censur og den “uaflæselige” magt der går forud for censuren, så er der jo tale om en ubevidst, nærmest primordial censur af subjektet. For at subjektet kan frembringes, altså en talende person hvis ytringer giver mening for os andre, så skal der fornægtes noget. Det som subjektet bliver og siger er afhængig af alle de ting det ikke blev og ikke sagde. Noget er blevet prækluderet for at et subjekt kan lade sig gøre. Præklusion er, hos Laplanche og Pontalise, som Butler selv bringer op, den ubevidste, eksterne negation af en formende betegner. Altså ikke en fortrængning, hvor ego begraver et eller andet i underbevidstheden som kan findes frem igen, men en direkte blind vinkel, hvor ego er ude af stand til at acceptere en given betegner som er ekstern for underbevidstheden. 

Hvad er en betegner?

Forestil dig at du står på gaden og siger “traktor” til nogen. Du siger lydene for ordet “traktor”. Lydende forsvinder, som al tale, cirka ligeså hurtigt som du siger dem. Ikke desto mindre vedbliver ideen om traktoren i hovedet på dig og den du sagde ordet til. Én ting er altså et sæt af lyde som udgør ordet “traktor”, en anden ting er den ide og de associationer som ordet frembringer i et subjekt. I den psykoanalytiske ordbog er ideen om en traktor, som alle andre ideer og deres associationer, det vi kalder “imaginære”. Lydende som siges når man siger ordet “traktor” kalder vi “symbolske” og de udgør tilsammen en betegner. Et hvilket som helst fænomen som vækker ideer og associationer i os, kan vi således kalde “betegnere”. Fænomener som betegner noget. De vækker ideer i os. Et menneske eller subjekts oplevelse af verden består derfor udelukkende af betegnere som flyder rundt og fremkalder ideer og associationer i os. Og en given kombination af betegnere er i sig selv at betragte som en samlet betegner. Hvis jeg går på fortorvet og hører lyden af en ambulance, kan det godt være at jeg kigger op. Måske tænker jeg at nogen er i fare, måske reagerer jeg slet ikke. Hvis jeg hører lyden af en ambulance imens jeg kører bil, kigger jeg alle steder jeg kan for at se om jeg er i vejen for en ambulance. Den samme betegner (lyden af ambulancen) fremkalder altså forskellige betydninger for mig alt efter konteksten. 

Præklusionen af en betegner betyder, for Freud, at en betegner ignoreres af subjekt. Den forekommer umulig at integrere i det netværk af betegnere som udgør subjektets oplevelse. Den kan ikke opleves. Et af eksemplerne hos Freud er hvordan hans patient, den famøse Ulvemand, slet ikke registrerer kastration som en del af virkeligheden, fænomenet er som skjult for ham. Jeg har det på samme måde med Tiktok.

I Laplanche og Pontalis gennemgang, som Butler selv tager udgangspunkt i står der klart og tydeligt at præklusion først og fremmest er en forsvarsmekanisme “specifik for psykose” (Laplanche og Pontalis 1988:s167). På trods af at Butler selv erkender dette (i note 17 på side 193), så bruger hun ikke desto mindre begrebet helt anderledes fra start af. I Butlers læsning er præklusion en del af den psykoanalytiske historie om menneskets eller subjektformation. Dvs. en del af historien om de formative år, hvor barnet går igennem forskellige faser og psykens grundstrukturer formes. Men præklusion handler, som sagt, ikke om almindelige menneskers psyke, men om den syge psyke. Præklusion er ikke en forudsætning for formationen af et subjekt. Præklusion forekommer i forbindelse med psykose. 

Butler har i det hele taget et problem med tidslighed i psykoanalysen:

“Endskønt psykoanalysen henviser til denne subjektsindtræden som noget, der finder sted i den tidlige barndom…” (s190)

“Denne, den lacanianske [Jacques Lacan] ‘spærres’ fordoblede dimension, bør imidlertid ikke blot tænkes som en struktur, der engang har indviet subjektet, men som en fortsat dynamik i subjektets liv.” (s191)

“… jeg mener, at præklusionshandlingen ikke blot finder sted én gang …” (s194)

Som man kan se på citaterne italesætter Butler flere gange at psykoanalysens fokus på en oprindelig, formativ situation ikke er meningsfuld i denne sammenhæng. Den kritik kan have mening, hvis den er rettet imod Freud, men ikke hvis den er rettet imod Lacan. Butler kommer ikke med yderligere specifikationer, selvom hun refererer til begge tænkere. 

Til sidst i afsnittet, efter den psykoanalytiske deroute, kommer Butler igen tilbage til udgangspunktet og er atter nødsaget til at konkludere: 

“Et sådant syn på censuren, bredt set, som noget, der deltager i dannelsen af talens subjekt, fortæller os ikke, hvordan vi bedst kan afgøre censurspørgsmål.” (s196)

Og det ville være fint nok, hvis afsnittets formål havde været at dekonstruere censur. Men som nævnt titlen på afsnittet i en anden retning, og Butler nævner mindst tre gange at den generalisering af censur hun arbejder med ikke er brugbar nok. Efter denne endelige konklusion undlader hun heller ikke at kommentere:

“Det er vigtigt at vide, hvad man forstår ved ‘censur’”(side 196)

Havde afsnittet været uproblematisk, så havde sådan en sætning ikke været nødvendig. En sætning der jo også kan føles absurd for mange læsere, når de kort forinden er blevet budt at vurdere kvaliteten af psykoanalytiske begreber. Føler læseren nu hvad Butler forstår ved censur? Føler Butler det?

Det forekommer mig at dekonstruktioner af tekster ofte ender med at skyde til vejrs. De sælger sig som analyse, i forstand af at de søger at bryde teksten op i sine delelementer. Stik modsat intentionen ender de så med at avle generaliseringer. Det gør Butler i hvert fald her. Hun søger at grave sig ned i begrebet censur, se på dets dele for at kunne besvare etiske spørgsmål om censur. I stedet bliver hun ved at stige til vejrs, indtil censur-begrebet er blevet et totalt begreb der er impliceret i alle fænomener og selv har brug for et endnu mere generelt magtbegreb for at kunne blive forklaret. 

Konklusionen herfra bliver at det er ikke brugbart at totalisere censur, eller rettere at arbejde med censur på det niveau, hvilket jo ikke er et “usandt”-niveau i sig selv. Det er ikke brugbart fordi man nødvendigvis så må erkende, som Butler gør, at censur er en forudsætning for alle sproglige konstruktioner og derfor nødvendigvis for alt hvad der kan kommunikeres mellem mennesker, og derfor nødvendigvis også for menneskers oplevelse af verden som så. Med andre ord bliver censur pludselig en del af alt og det bliver umuligt at diskutere hvad der er og ikke er censur, uden at introducere en ide om grader af censur. Sådan en ide kan vi ikke arbejde med, fordi alle de emner der er mulige indenfor menneskelig kommunikation ikke er sammenlignelige. Hvad er eksempelvis mest censureret: Kommunistisk propaganda fra 1940’ernes Rusland, eller fascistisk propaganda fra 1940’ernes Italien? Hvilken censur er mest problematisk? Vi vil uundgåeligt finde enkelte eksempler som slet ikke var problematiske blandt dem som var. Vi får ganske enkelt ikke en interessant diskussion om censur, hvis vi tvinger os selv til at inddrage al kommunikation som et eksempel på implicit censur. 

Butler læser Althusser (side 69-70)

Butler kritiserer Althussers brug af interpellation. Hendes udgangspunkt er hans eksempel fra den originale tekst, hvor han bruger eksemplet med en politimand som kalder på én. Butler skriver at Althusser tager udgangspunkt i autoriteter og derfor er interpellation altid afhængig af et subjekt som agerer på vegne af en mere central magt. Men det er kun rigtigt hvis man ikke læser hele Althussers tekst. Ja, Althusser laver argumentet og bruger eksemplet i forlængelse af sin beskrivelse af ISA (Ideological State Apparatus), et begreb som dækker over alle institutioner i en stat der kommunikerer statens ideologi, altså en mere central magt. Hertil påpeger Althusser selv, senere i samme tekst (Mapping Ideology 2012, Verso s131-32) at eksempelvis Gud i kristendommen er et Subjekt med stort “S” fordi han er det subjekt som alle andre subjekter kaldes af når de “interpelleres”. Det vil sige at når en politimand, som i Althussers eksempel, kalder efter mig på gaden: “Hey, du der!” og jeg vender mig rundt, så er det umiddelbart det store Subjekt, staten, hvorfra politimanden drager sin autoritet, som henvender sig til mig. Man skulle således tro at Butler egentlig er enig med Althusser, men hendes læsning er faktisk forkert i en helt banal forstand, ser man på hvad der står i Althussers tekst. For lige inden han bruger eksemplet med politimanden som skulle tillade Butler at beskylde Althusser for kun at tage udgangspunkt i autoritet og derfor legitimere hendes læsning, bruger han over en side på at beskrive hvordan interpellation er et hverdagsfænomen hvor almindelige mennesker der henvender sig til hinanden bekræfter hinandens pladser som subjekter i en ideologi. Det interpellerende subjekt behøver således ikke repræsentere nogen autoritet for at konstituere, som Butler selv ville skrive det, den tiltalte som et subjekt. Eller mere præcist er der med hensyn til hvorvidt interpellationen fungerer brug for mere autoritet end hvad der allerede er implicit i den ideologiske orden hvor den foregår. Der er i Althussers egen forståelse tale om en fuldstændig almindelig, formel handling, hvorfor han også konstant påpeger i teksten at ordet “interpellation” ligeså godt kan forstås som “hailing”, hvilket på dansk svarer til at “hilse”, men på en mere bydende måde. Eksempelvis som forstået i det engelske udtryk “to hail a cab”, som betyder at man påkalder sig en taxa, og ikke bare at man hilser på en taxachauffør. Ironisk nok er interpellation ikke mere specifikt end at den handling det ville være at hilse på en taxachauffør, også er et eksempel. Fordi du, ved at hilse, konstituerer den du hilser på som subjekt i den samme ideologiske orden som du selv er en del af. 

Butler skriver også at “For Althusser er der nødt til at være nogen, der vender sig om…”(s69). Nogen skal altså reagerer på tiltalen før der er tale om interpellation. Men det er også forkert.

Interpellation betyder ikke engang at jeg lydig-gøres, eller lignende. Jeg kan være, som Althusser skriver det, et “godt” eller et “dårligt” subjekt. Det vil sige at jeg måske ikke har respekt for politiet når de kalder på mig, som i nævnte eksempel. Jeg behøver ikke at lystre, men det er klart at der kan være konsekvenser ved min adfærd hvis staten ellers er effektiv. Staten ville ønske at jeg lystrede, men ideologien der fremføres er i princippet uberørt. For kaldet/interpellationen er i sig selv en frembringelse af det store Subjekt over mig som et lille subjekt, selv hvis ingen svarer. Der skal blot foreligge en mulighed for at svare og en vished om at subjektet hørte kaldet.

Butler bruger sin misforståelse af Althusser til at strække begrebet “interpellation” til endnu mere vage længder. Hun siger, at statsbureaukratiet der konstant behandler mine data og i den sammenhæng bruger mit navn i alle mulige registreringer faktisk interpellerer mig. Det må hun jo gerne synes. For Althusser er begrebet bogstaveligt talt, som allerede beskrevet, en lettere bydende gestus, en hilsen, en påkaldelse. Sekundet du, som Butler skriver direkte at hun gør, fjerner selve kaldet, og endda det subjekt som kaldet vedrører, så taler vi ikke længere om interpellation. Og det er der sådan set heller ingen grund til. Det mærkelige er som så ikke Butlers beskrivelse af bureaukratiets behandling af mig som et subjekt under staten. Det mærkelige er denne insisteren på at det absolut skal handle om interpellation. Hvorfor ikke bare beskrive det, som jeg lige har gjort? Der var nogle lidt komplicerede sætninger, men det er da intet i forhold til hvordan Butler allerede skriver. Denne insisteren på at viderelæse Althussers begreb om interpellation forekommer unødvendig. 

Ordenes Vold

Judith Butler

Oversat af Peter Borum

265 sider

Forlaget Klim

Udgivet: 2020

Anmeldelse af Alex G. Østergaard