Arne Strøm hentes til Sovjetunionen i 1930”erne for at bistå det kommunistiske styre med at sætte gang i hønseavlen. Det er ikke nogen nem opgave. Der er absolut ingen ressourcer til rådighed, både mennesker og høns er syge og underernærede, og al kommunikation i forbindelse med hønseriet forstyrres af uoverskuelig administration og – i stort omfang – dumhed.

Men skønt opholdet er en hårrejsende affære og tæt på at koste famlien helbredet, er der alligevel plads til Strøms – mærkeligt generaliserede – begejstring for den russiske nationalkarakter og den russiske bonde. Og skønt folk lever som svin, og luften nærmest er tyk af baciller, så dukker der storsindede, smukke mennesker op uden voldsomme tegn på underernæring midt i dette helvede, hvor de ansvarsfulde stillinger ikke tildeles dem, der har uddannelse eller erfaring, men dem, der er bedst til at udbasunere deres begejstring for kommunismen og regeringens femårsplaner.

Det er en skræmmende, uhyggelig beretning, om hvor grelt det kan blive, når systemet i den grad sættes over individet. For eksempel er er ikke afsat rationer fra statens side til evnesvage, der ikke kan arbejde. Tiggere flår i døren om natten og ligger døde foran huset om morgenen. Det tager tre måneder at skaffe senge, og de eneste, der har det godt, er lusene.

Beretningen er skrevet indfølende og levende, og kunne udmærket være den dokumentariske baggrund for Solsjenitsyns roman ”En dag i Ivan Denisovitjs liv”, samtidigt med at bogen også forklarer, hvorfor turister kunne rejse i Sovjet uden at opleve den samme grusomme hverdag som Arne Strøm og hans familie.

Forordet er af Bent Jensen, efterskrift og noter af Camilla Schulz. Romanen blev udgivet i 1934 første gang og er nu genoptrykt. Hvorfor mon?

Forfatter: Arne Strøm
384 sider
Gyldendal

Birte Strandby