Skønt skrevet af en mand ligner Ondskabens toner ganske meget en femikrimi med sit engagement i de kvindelige hovedpersoner. Synsvinklen tilhører først og fremmest Jonna der er kriminalassistent og indledningsvist også Linnea der måske er offer, måske bøddel. Begge lydspor er opbygget, så opmærksomheden effektivt fastholdes under læsningen, og spændingen stiger støt til side ca. 360.

Linnea er 16 år. Hun har skiftet skole fem gange, ifølge lærere og forældre roder hun sig ud i problemer. For Linnea er skolen problematisk, fordi hun bliver mobbet dels på facebook og dels fysisk. En overraskende ting i krimien: At hun rent faktisk bliver slået og sparket. Er det mon almindeligt i forbindelse med skolemobning?

En gruppe klassekammerater gør deres yderste for at forpeste Linneas tilværelse, men hun har to åndehuller: Chatveninden der som Linnea også skærer i sig selv, og klaverstemmeren, der har øre for Linneas musikalske begavelse.

En af Linneas mobbere findes dræbt. Linnea har motivet, men er hun morder, og hvem har ellers grund til at myrde en 16-årig pige? Det næste mord er på en anden klassekammerat. Jonna og hendes team kommer på hårdt arbejde, samtidigt med at Jonna er presset af oplevelser i barndommen og optaget af en interessant kontakt til det andet køn.

Krimien har en svaghed med billedet af Linneas veluddannede, travle forældre der reagerer med åbenlys overraskelse på oplysningen om, at mere samvær med datteren måske ville mindske hendes vanskeligheder. Familien og Linnea har problemer, men hvori de består, forbliver på antydningsniveau.

Bortset herfra er krimien behageligt velskrevet, og den levner ingen plads til kedsomhed.

Stefan Tegenfalk

Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild

371 sider

Turbine

Udgivet: 2015