Ansvaret tilhører os alle. Det kunne være budskabet i denne beskrivelse af det modborgerskab, vi er i gang med at etablere i Danmark. Hovedpersonen er Omar el-Hussein der i 2015 dræbte to uskyldige mænd ved Krudttønden og den jødiske synagoge i København.

Men det handler ikke kun om ham. Det handler også om, hvad der skabte det miljø der skabte en morder. Aydin Soei har talt med unge fra Nørrebro, med gademedarbejdere, med lærere fra de lokale folkeskoler og andre der lever i miljøet. Det har samlet resulteret i en omfattende beskrivelse af de mekanismer der fører til modborgerskabet.

Som det også er påpeget i anden litteratur, så vejer de socioøkonomiske faktorer såsom forældres uddannelse, job, indtægt langt mere end det vi bredt kalder for den kulturelle baggrund, når det handler om riskoen for ikke at gennemføre en uddannelse eller undgå faldgruben med en kriminel løbebane. Andengenerationsindvandrere – mennesker født og opvokset i Danmark – har indtaget den udsigtsløse plads som arbejderklassens børn havde tidligere. Indplaceringen begås af folkeskolen, af sagsbehandlere, af os andre – og af dørmændene på diskotekerne. Især taler de interviewede om de sidstnævnte, fordi det at man som ganske ung bliver afvist på et diskotek – efter måske at have stået i kø i lang tid – foran jævnaldrende er mere end almindeligt ydmygende. Diskoteksejerne har gjort det op i kroner og ører: hvor mange med mørkere kulør må der være til stede, før de hvide fortrækker til et andet diskotek? Måske er det gæsterne, der forskelsbehandler?

Overraskende nok står folkeskolen for sin del af stigmatiseringen, både fra lærere der ud fra de bedste hensigter undlader at tale om de forskelligheder der kan være i en klasse, og fra de forældre der trækker deres børn ud af skolen, hvis de finder antallet af tosprogede for højt. Det gør ikke nogen skole stærk, og lave forventninger kan få lange konsekvenser. En dreng fortæller, at lærerne uden at spørge ham forventede, at han ville fortsætte på teknisk skole. Han kom ved egen hjælp på gymnasiet. Med pigerne forholder det sig anderledes. De tosprogede piger søger på gymnasiet i højere grad end de etnisk danske.

Medier og politisk omtale bidrager heller ikke til bedring af tingenes tilstand, og forfatteren påviser flere steder, at der er uoverensstemmelse mellem fakta og de oplysninger aviserne præsenterer.

Kritikpunkter er der nok af, men der er også gode nyheder i form af eksempelvis storebrorgenerationens forening Gadefortællinger, der holder foredrag på skoler og ungdomsuddannelser, i hvad man kan gøre for at bryde med de unges destruktive selvfortælling.

Ydermere belyses bandekonflikter, kriminalitet og Omars historie. Det er interessant læsning, og bogen kan varmt anbefales.

Fakta om indvandring findes i Heidi Vad Jønssons Indvandring i velfærdsstaten. I samme forbindelse er det værd at læse Hvad ved vi om indvandring og integration, og i Bare fordi at finder vi gode bidrag til debatten.

Aydin Soei

Omar – og de andre

Vrede unge mænd og modborgerskab

361 sider

Gads Forlag

Udgivet: 27.08.2018

Birte Strandby