Jens Christian Grøndahl har skrevet denne selvbiografi – i en alder af 49 år – et treogtyvende værk i løbet af en 25 år lang forfatterkarriere.

Foråret 2010 har stået i selvbiografiernes tegn – Egon Clausen, Jørn Lund, Barbara Gram. De mange selvbiografier – disse fire dækker i nogen grad de samme perioder – giver et glimrende og detaljeret overblik over historien. Men det betyder desværre også, at vi hører om det samme uddannelsessystem og det samme ungdomsoprør flere gange og ikke nødvendigvis i mange forskellige versioner, og åbenbart ser samtlige selvbiograferende det som deres upoetiske pligt at oplyse navne på søskende, klassekammerater, lærere hvilket trods betydningen for forfatteren ikke altid er relevant for læseren.

Således også den første del af Grøndahls biografi men heldigvis kommer der efter den indledende information om familien da mere schwung over værket, og man kommer i tanker om, hvorfor Grøndahl har det format, han har.

Det handler dels om barndom, ungdom og forældrenes skilsmisse. Og med større begejstring om at være …indforskrevet til et liv i ordenes bestandigt omfortolkede parallelunivers. Om at kæmpe med le nouveau roman, længe efter at den holdt op med at være ny og finde ud af minimalismen her var en blindgyde.

Det drejer sig også om forelskelser, børn, filmskole og en tid i kibbutz i Israel, der gjorde stort indtryk: Danskernes falske uskyld, den skjulte omkostning ved at være blandt de heldigt uberørte, når historien hærgede. … prisen har været en særlig dorskhed, en provinsiel forkortet indlevelsesevne og et svækket personligt beredskab.

Efterrationaliserende, vemodig og begavet. Måske kan der alligevel være noget i selvbiografier?

Jens Christian Grøndahl

216 sider

Politikens Forlag

Udgivet: 30.03.2010

Birte Strandby