Grove Skieldsord er ikke det, Skolemesteren skal holde sine Børn i Orden med.

(Ludvig Reventlow, 1784)

Erik Sigsgaard går igen i brechen for en respektfuld opdragelse af børnene. Den respektfulde opdragelse har været længe undervejs, men efterhånden er der mange røster blandt anerkendte meningsdannere, der har øje for, hvad institutionaliseringen kan gøre ved børn og unge, og der er stor interesse for, hvad det betyder, når børnehaveklassen bliver tvungen, børnene tidligt udsat for central styring og skoleprægning, samtidigt med at deres fritidsområde indskrænkes. For børnene tvang og for forældrene dyr nødvendighed.

Ifølge Sigsgaard går det især ud over børnenes stærkeste ressourcer: Vilje, lyst, hverdagslæring, innovationspotentiale. Måske er børnenes nej i virkeligheden nej til de – psykiske, verbale – overgreb der begås i fremmedstyrede institutioner, hvor man stadig vurderer disciplin højt? Det dokumenterer Sigsgaard med mange gode eksempler på konflikter og deres løsninger.

Man kan glæde sig over at der er modbevægelser blandt pædagoger, lærere og forældre, eksempelvis arbejder visse daginstitutioner hen imod skældudfrie zoner, og der er mange dygtige pædagoger med forståelse for, hvad børnenes nej betyder. I Sigsgaards fremstilling er der enkle og fornuftige løsningsmuligheder, men det stiller store krav til pædagoger og deres planlægning og forbrug af tid.

Forfatteren betragter logisk både ADHD og spiseforstyrrelser som udløbere af for mange overhørte eller overkørte nej’er. Hvis nogle institutioner i virkeligheden fratager børnene noget væsentligt i deres krav om disciplin, og det står i høj grad til troende, så er vejen frem at sørge for, at der er flere pædagoger i institutionerne. Det kan måske spare andre ressourcer senere.

Sigsgaard giver udtryk for mange af de samme bekymringer som Niels Arbøl i Det moderløse samfund, men går dog ikke så vidt som til at ønske kvinderne tilbage til kødgryderne, selvom dilemmaet med tid til børnene både i vuggestue, børnehave, skole kan få betydelige konsekvenser.

Den tiltagende testificering får også et par ord med på vejen. Det er ikke første gang, at nogen er imod de mange tests, som ungerne udsættes for – hverken i Danmark eller andre steder i den vestlige verden, men uvist af hvilken grund bider det sjældent på politikerne, skønt det turde være indlysende, at barnet bliver mere læringsmotiveret, hvis det er modent ved skolestart og skolegangen ikke garneres med nederlag ved uhensigtsmæssige prøver. Inge Schoug Larsen er med Samarbejde om det skolestartende barn inde på, hvordan man kan skabe et miljø for barnet, der kan fremme barnets følelse af kompetence og inklusion.

Modsat andre pædagogiske tænkere anbefaler Sigsgaard elektroniske medier, der giver mulighed for en ny kombination af læring og problemløsning fordi det giver plads til nysgerrighed og lyst, selvregulering, kooperativ læring – mindre ’du skal’ og mindre skældud.

Erik Sigsgaard

184 sider

Tiderne Skifter

Udgivet: 2014