Politiassistent Hanna har en rigtig møgdag. Først bliver hun sendt på ufrivillig – og uretfærdig – orlov fra det job, hun elsker så højt ved Stockholms Politi, og da hun kommer hjem til sin fantastiske kæreste – den første hendes forældre har accepteret – meddeler han, at han har fundet en anden. Hanna får weekenden til at pakke og forlade det fælles hjem. Det er hans lejlighed, og hun har ikke andre steder at bo.

Således berøvet alt, hvad der gav værdi i Hannas verden, rejser hun med sin søsters hjælp til Åre for at slappe af fra denne træske verden.

Åre er et lille sted, hvor den værste kriminalitet er slagsmål, så da en teenager pludselig forsvinder, reagerer det lokale politi hurtigt og forfølger alle tænkelige spor. Trods de hurtige reaktioner lykkes det ikke at forhindre et mord, og en morgen dukker et lig op i skiliften.

Hanna tager kontakt til politiet, fordi hun uforvarende får informationer om teenageren, og før hun ved af det, er hun igen i gang som politimand.

Vi følger flere karakterer både Hanna og hendes kolleger, ofre med familie og gerningsmænd. Politiets omhyggelige arbejde afslører en sand perlerække af hemmeligheder, og Hanna viser sig både som dygtig og med en fantastisk intuition der er upåvirket af de mange svigt, hun oplever.

Viveca Sten får virkelig solgt den kolde, svenske vinter med fjeld, sne og tyve graders kulde, og vi får et fint indtryk af den lille by og dens sladrekanaler. Trods et beskedent antal mord og mordforsøg er der god gang i krimien, og gerningsmændene er lidt af en overraskelse.

Offermageren

Mordene i Åre

Viveca Sten

Oversat af John Jensen

445 sider

alpha

Udgivet: 09.02.2020

Birte Strandby