Jeg tror ikke, at Brian Christensen modtager nogen royale ordener for sin både spændende og morsomme roman om den hemmelige og nådesløse kamp om den danske trone. Det er ikke noget flatterende billede han tegner af et kongehus, der ikke viger tilbage for at tage alskens ulovlige metoder fra gemen afpresning til koldblodige mord i brug, når kongehusets magt og anseelse skal beskyttes.

Ganske vist har forhenværende livgardist Christensen søgt at sikre sig mod at blive sat i gabestok og ustilllet til folkets spot og spe på slotspladsen ved at give den danske dronning navneforandring til Dronning Gertrud d. II og lade hendes prinsegemal være en vis grev Herbert fra Monaco. Statsministeren er ligeledes forandret til Jens Lynge Rasmussen, men ingen kan være i tvivl om de forskellige personers identitet.

Historien starter nærmest i et helt revyagtigt hjørne, hvor prinsegemalens ene hund findes myrdet på Amalienborg. Den aldrende kriminalinspektør Storm, hvis karriere er sat godt tilbage efter han ved en fejltagelse kom til at skyde den forkerte, bliver sat på den tilsyneladende ret betydningsløse sag. Samtidig bliver den forhenværende efterretningsagent og ditto chef for livgarden, den pensionerede oberst Lemborg, noget tilfældigt interesseret i sagen, der begynder at udvikle sig, da en stuepige fra slottet forsvinder og et par dage efter bliver fisket op af Furesøen.

Øen med de ni broer er en herlig spændingshistorie, man ikke skal afsløre alt for meget om, men der er masser af fantasifulde indfald, så som en hemmelig organisation der i 150 år har arbejdet for at Frederik d. 7.’s efterkommere skal have deres retmæssige arveret til den danske trone anerkendt og de tyskvenlige glücksborgske ‘tronranerne’ fjernet fra magten.

Det viser sig at være en ren hvepserede som Lemborn og Storm får deres fingre stukket ned i. Flere mord følger efter, men det er ikke til at finde nogen sammengæng i de forskellige begivenheder. Kongehuset har åbenbart mange dystre hemmeligheder strækkende sig fra vilde sexuelle eskapader og hemmelige børnefødsler til nazisympatier; alt sammen noget som man vil holde uden for offentlighedens søgelys, og man har en række anonyme ansatte, som arbejder helt uden for lovens rammer og sørger for at skandalerne forbliver hemmelige.

Det hele udvikler sig stadig mere blodigt og alvorligt. Fanatiske danske nationalister vil gøre alt for at fremme deres sag, og deres modstandere er lige så samvittighedsløse. Brian Christensen serverer den ene konspiration efter den anden og lader magtfulde grupperinger indenfor militær, politi og øvrige embedsværk bekrige hinanden.

Selvfølgelig er der mange usandsynligheder i sådan en historie, men den bliver serveret på en særdeles underholdende og humoristisk måde, der til slut udmunder i det helt store opgør. Som i en god gyser ender man med at have sine tvivl om retfærdigheden nu også er sket fyldest, og om der overhovedet er en rigtig eller retfærdig side i dette netværk af modstridende magtinteresser, som kan vinde, når alle i sidste ende kun er ude på at mele deres egen kage og skovle magt og penge i deres egne sække. Magt kan virkelig korrumpere, og almindelige mennesker med moral kan blot søge at holde sig på god afstand af denne sump.

Øen med de ni broer

Forfatter: Brian Dan Christensen
416 sider
Forlag: Gyldendal
Udg.: 09.06.2011
4 glober

Jan Vandall