Efter så mange år hvor penge har været det styrende, er det nu blevet sæson for kvalitetsforbedringer over hele linien såsom Fair Trade, mere kvalitet (Pris eller Poesi) og naturligvis mere menneskelig kvalitet. Trenden har affødt også denne bog, der med stor omhu beretter om alt det, vi ved i forvejen. Nemlig hvad en mobber kan gøre ved en arbejdsplads og helt konkret, hvad det kan koste virksomheden i nedsat effektivt og andre ubehagelige bivirkninger – økonomi er stadigt et godt argument!Bogen indeholder definitioner, beskrivelser og afhjælpning. Forskellige lister over muligheder og fremgangsmåder bringer bogen over sladderspalteniveau, men trods afsnittenes forskellige overskrifter er der en tilbøjelighed til falde tilbage til det samme indhold: Hvad gør en person til mobber, og hvad er de negative bivirkninger? En enkelt afkrydsningsliste findes således under overskriften: Test dig selv – er du et præmierøvhul?
En anden del handler om, hvordan virksomheden indleder en selvforstærkende cyklus og får de store holdninger implementeret via små regler. Desuden er der et afsnit om, hvordan man klarer sig i det dårlige selskab. Et af rådene er desværre at begrænse graden af eksponering, hvilket vel er det samme som at anerkende mobberen? Og det sidste – ifølge forfatteren modvilligt skrevne – kapitel handler om fordelene ved at være led: Vil du være et effektivt røvhul?Det er underholdende at læse om alle de psykopater, der findes ude i landskabet, men i stort omfang minder hele bogen om en dårlig undskyldning for en barnlig tilbøjelighed til uhæmmet at bruge ord som røvhul og dumme svin i puritanske omgivelser som de amerikanske. Stilbrud kan være interessant, men gentaget tilstrækkeligt ofte er der ikke længere tale om stilbrud, blot dårlig stil.

Oversættelsen er ok, men pludselig dukker Emma Gad op under god opførsel. Er hun blevet så berømt, at de også kender hende i USA, eller erstatter hun et amerikansk ikon? Hvilket?

Forfatter: Robert I. Sutton
Oversat af Eva Gemzøe Mikkelsen
224 sider
Gyldendal Business
Udgivet: 19.01.2009