Den tiltagende individualisering har stået på længe, og med de sociale medier har den udviklet sig til en hvad-med-mig-isme, der gennemsyrer hele vores samfund. Eksempelvis bliver vi vrede, fordi nogen afskærer os, mens de skifter vejbane. Når vi selv skærer nogen af, ændres synsvinklen: ‘Jeg havde ikke noget valg …’ Og basalt er det vel parkeringsvagten, der er skyld i, at vi får en bøde? At placere ansvaret hos alle andre end en selv er ikke noget nyt.
Der er kommet en ekstra dimension på, for man kan jo se på de sociale medier, at alle andre har succes, så det er naturligt at antage, at man også selv har ret til den succes. Det er der to aspekter i. Dels vores tiltagende talent for at tilskrive alle andre skylden, hvis det ikke går som forventet, og dels vores stadige højere råben op om os selv og insisteren på, at vi har – og har ret til – en fantastisk tilværelse.
De sociale medier har fanget det: jo mere vi taler om os selv, jo mere information kan omsættes. Selfies var et relativt nyt begreb for ti år siden, men er nu en del af tilværelsen, og der er næppe nogen der studser over det egocentrerede i projektet mere. Det er foruroligende, for som Hendricks bemærker, så har vores bevægmønster efterhånden ganske mange ligheder med ‘narcissistisk personlighedsstruktur’.
Hendricks når i kapitlet om den nye ismes placering i moralfilosofien frem til, at denne nye kultur er en ‘omvendt Kant’:
Hvad-med-mig-imperativet: ‘Handl kun ifølge den maksime ved hvilken du samtidig kan ville, at alle andre skal indfri dine forventninger.’
Også andre af de kendte filosoffer bringes på banen og ligeledes religionen med begrebet synd, i den udgave der tillægger hårdt ramte medmennesker skylden, når det går dårligt for dem. Hvis man bidrager til samfundet, belønnes man. Hvis man mister sit job, er det ens egen skyld. Måske er der en direkte sammenhæng mellem den holdning og den stigende ulighed?
Det er spændende læsning. Ikke mindst kapitlet om magtkampe i parforholdet, der med snilde opstilles i en spil-matrix. Her kan man ligefrem forudsige enden på ægteskabet. Eller, det kan man så ikke, for dynamikken ændrer sig i tidens løb. Hvad-med-mig-ismens følgevirkninger sniger sig ind på den uforberedte. Taktikken kaldes også gaslighting efter filmen Gaslight fra 1944 med Ingrid Bergman og Charles Boyer, og den minder en del om den, dominerende mænd angiveligt anvender for at kontrollere ægtefællen. Spil-matricen demonstreres i øvrigt også i et interessant senere kapitel, der handler om hundeejere.
Hvad-med-mig-ismen hænger mere sammen med forbrugerdemokrati end med demokrati i almindelighed. Hendricks foreslår metoder til at undgå at falde i fælden, og med bogen har vi fået muligheden for at se bæstet klart.
Nok om mig
Hvad med dig, hvad synes du om … mig?
Vincent F. Hendricks
212 sider
Politikens Forlag
Udgivet: Maj 2023
Birte Strandby
