Allerede i forfatterskolens afgangsantologi 2008 kunne man stifte det første bekendtskab med Nielsine: Nielsine derimod er så bange for sin far, at hun hellere vil gå med en klam, gammel mand hjem en nat, hun har tabt sin nøgle, end hun vil vække sin far.

Det er ikke blevet bedre med Nielsine i debutbogen Nielsine. Hun er stadig så bange for sin far, at hun fisker efter andre sovesteder for at undgå at vække ham, når hun har tabt nøglen, og det har hun tit.

Nielsines liv befinder sig mellem venskaber og angst, og Nielsine søger kærligheden i byens natteliv. Der er venner og elskere nok, men dem hun bliver mest interesseret i forsvinder ofte hurtigt igen. Og måske er hun i virkeligheden lesbisk. I hvert fald har hun forelsket sig i Polly, der ganske vist er lesbisk men foretrækker kvinder på sin egen alder.

Dialoger og monologer fungerer som en slags kameraføring, der kontinuerligt præsenterer det komplette billede af Nielsines univers i koncentrerede doser. Nielsine lever i natten sammen med veninderne og Elias der angiveligt er homoseksuel men ender med at blive kæreste med en pige. Udover tilbøjeligheden til at tabe sin gadedørsnøgle slås Nielsine med angst, angst for middelmådige resultater, angst for at andre mennesker hader hende:

…så besværligt alt skal være, og jeg frygter at blive hadet bagefter, jeg kan ikke leve op til Hollywood.

…det var min klare ambitions helt klare duelighedsmålestok, normalt er godt, normale mennesker er elsket, ja.

I fortættede sætningskaskader – mange kommaer, få punktummer – fremstilles Nielsine som eksperimenterende ung i kamp med livet.

Ina Munch Christensen
176 sider
Gyldendal
Udgivet: 27.03.2015