Den neuroaffektive billedbog 2 er en fortsættelse af Den neuroaffektive billedbog, som blev udgivet for et par år siden. Den første bog handlede om barnet udvikling op til 2-årsalderen og denne bog omhandler videre i tekst og billeder barnets socialisering og den psykiske modning der sker fra barnet er 2 år til det er voksen.

Forfatterne tager os således med på en videre rejse igennem barndommens og ungdommens forskellige udviklingsfaser set gennem neuroaffektive briller, som er en udviklingspsykologisk referenceramme, forfatterne selv som henholdsvis psykolog og psykoterapeut har udviklet sammen.

Der tages i bogen primært afsæt i den neurologiske og psykologiske udvikling der sker igennem disse år, og der beskrives i eksempler, hvordan det kan vise sig i voksenlivet hvordan man er kommet igennem socialiseringen og personlighedsdannelsens faser, herunder om der er sket udviklingsmæssigt signifikante skred, som har påvirket personen og den efterfølgende udvikling.

Bogen er stilet til behandlere, psykoterapeuter, psykologer og pædagoger. Kombinationen af faglig tekst der er illustreret med tegninger er med til at gøre bogen levende, forståelig og morsom på en anden måde end når vi sidder og tygger os igennem en lang tekst og danner vores egne indre billeder, da tegningerne appellerer til nogle ikke-sproglige perceptuelle lag i os. Tegningerne repræsenterer en hurtig og direkte forklaring af et budskab.

Det lykkes for det meste at opnå en samstemmighed imellem tekst og billeder, som gør at man som læser føres trygt igennem materialet således at illustrationerne støtter tekstindholdet. I nogle passager er tekstens Lix-tal dog højt for en billedbog at være, hvilket kan opleves som en diskrepans imellem noget mentalt konstrueret og noget kreativt, der sender på en helt anden kanal. I enkelte tegninger er symbolerne lidt mindre indlysende, fx når dissociation sammenlignes med et stort hul i en trøje eller at krænkeren i offer-krænker-redder-trekanten symboliseres ved en person, der umiddelbart ligner en politimand. I gamle dage var politiet vel redningsmænd?

Kapitlerne omhandler mange højst relevante emner: Personlighedens og hjernens udvikling, betydningen af symmetriske og asymmetriske relationer, de sociale motivationssystemer, roller og gruppenormer, kønsmodning og identitet og til sidst et rigtigt godt afsnit om mentalisering. Efter flere af kapitlerne er en række gode gennemarbejdede spørgsmål til selvrefleksion, som man også kunne forestille sig kunne anvendes som udgangspunkt for dialog i øvelser på kurser og terapeutiske uddannelser.

Det kan dog virke som om forfatterne mindst to dagsordner plus det løse på programmet, fx når udviklingstrinene præsenteres i starten og derefter springer frem og tilbage imellem barndom, ungdom og voksenliv. En strammere redigering kunne få indholdet til at stå skarpere i forhold til den overordnede titel og erklærede hensigt med bogen.

For eksempel er der kapitlet ”Stressfaktorer og stressmønstre” med tegninger af voksne mennesker på en arbejdsplads et godt kapitel, men passer det ind i en bog om barnets og den unges socialisering og personlighed? Et andet eksempel er afsnittet om regression ved følelsesmæssig overbelastning, som er forholdsmæssigt kort, set i forhold til fx afsnittet om traumatisk dissociation, som i øvrigt er tilkoblet et billede af en kontorklædt mand med slips, der ser ud til at opholde sig i et bombet krigsområde …

Forfatterne beskriver status og hierarki som en naturgiven motivationsfaktor og beskriver statussøgning som en del af menneskets motivationssystem, som det har tilfælles med andre sociale pattedyr. Det standpunkt kan vel medvirke til en legalisering af dannelsen af magtstrukturer i grupper og i samfundet. Man kunne lige så vel argumentere for at børn naturgivent er hjernemæssigt wired til ligeværdig dialog og relationelt samspil og gearede til en ligeværdig social interaktion, samt motiveres af samhørighed.

Der var også et par andre gange, hvor jeg tænkte om beskrivelsen af sanseintegrationens placering i hjernen og omtalen af tilknytningsmønstres indvirkning i parforhold, om det der stod skrevet nu også kunne siges at være helt korrekt. Det ændrer dog ikke på at bogen er rigtig god og man kan kun glæde sig til flere udgivelser. Den er overskuelig og rummer et gennemtænkt indhold der er værd at læse og reflektere over, samtidigt med at den har en underholdningsværdi. Hvor 1’eren dog sad skarpt og lige i øjet, virker 2’eren dog en smule mindre grundigt gennemarbejdet.

Den neuroaffektive billedbog 2

Socialisering og personlighed

Marianne Bentzen og Susan Hart

96 sider

Hans Reitzels Forlag

2017

Gitte Sander