Mathias er en dreng på tre år. Han begynder at skrige hver nat på et bestemt tidspunkt, og i op til 20 minutter er han umulig at trøste, umulig at komme i kontakt med. Det er ved at drive hans forældre til vanvid, men hans far ved, hvor han kan finde en læge med forstand på sindet.

Mathias’ far, Sebastian, er kommandant i en tysk koncentrationslejr i Polen. Den lille familie bestående af Sebastian, hans kone Isabella og Mathias bor i en fin villa et stykke vej fra lejren. Sebastian henter en jødisk læge fra lejren, en mand der har stået i lære hos Freud. For hver session med Mathias lover Sebastian at overføre tre jøder fra dødslisten til manuelt arbejde. 

Tiden er efter Wannsee-konferencen, og slutningen på 2. verdenskrig nærmer sig, selvom tyskerne endnu ikke har set det. Lejren er en udryddelseslejr, og Sebastian har vanskeligt ved at holde kvoterne, hvis tingene skal gøres ordentligt. Han karismatiske ven, Hermann, kender en ingeniør der kan hjælpe med den praktiske side af problemet. Han kan fremstille et teknisk fænomen, en udvikling af ovnen, der vil gøre Sebastians lejr til  en mønsterlejr, så Sebastian og Hermann sammen kan vinde krigen.

Som filosoffen Hannah Arendt konkluderede efter krigen, så udføres virkelig ondskab ikke af ondskabsfulde mennesker, men af pligtopfyldende kontornussere, og det er netop, hvad Sebastian er. Samvittighedsfuld i jobbet, detaljeorienteret, effektiv, aldrig sadistisk – sadisme er ineffektivt og tager for meget kostbar tid ifølge vennen Hermann.

Natterædsel er roman rig på facetter og fremragende i sin fremstilling af mennesker og deres forhold til virkeligheder, der ikke burde være mulige. Hele verden afspejles i dialogerne, Sebastian og Hermann diskuterer det tredje rige, den jødiske læge og Sebastian taler om et uhyrligt samfund, Isabella taler om kvinders frihed og mangel på samme:

‘Ved du hvad’, sagde Sebastian, ‘jeg synes, man burde give jernkorset til kvinder, der føder ti børn.’

‘Tror du ikke, en kvinde med ti børn har fået jern nok?’ Hun var grædefærdig af raseri.

En chokerende, fantastisk læseoplevelse – og en påmindelse om, hvad krig gør ved mennesker.

Natterædsel

Eller mennesker er dyr, der handler med hinanden

Aleksi Okanovic

358 sider

Gyldendal

Udgivet: 25.05.2023

Birte Strandby