Den svenske stjerneforfatter Camilla Läckberg er kendt og elsket for sine kriminalromaner. Mest kendt er nok hendes Fjällbacka-serie om en kvindelig forfatter og hendes politi-ægtemand. Senest har Camilla Läckberg overrasket ved at danne forfatteralliance omkring bogen ”Box” med Henrik Fexeus. Han er en feteret svensk mentalist. Men hun har også fundet tid til en kortroman under titlen ”Nattens børn”. 

Hvis man i forvejen læser Camilla Läckberg vil ”Nattens børn” skille sig ud fra hendes tidligere værker. Denne roman er blot på 137 korte sider. Den virker mest af alt til at sigte efter Young Adult kategorien af læsere. Det skyldes at bogens fire personer alle er unge gymnasieelever og så selve tematikken. Men også sproget er meget direkte og mundret, som unge har for vane at udtrykke sig. 

”Nattens børn” er en mørk fortælling om fire unge mennesker fra overklassen, der er samlet for at holde nytårsfest hjemme hos den ene. De er to kærestepar. I nabohuset holder deres forældre fest. Miljø og karakterer fik mig til dels til at tænke på den norske ungdomsserie ”Skam”. 

De fire unge, Max, Liv, Martina og Anton, har fulgt hinanden fra de var små. Alle har den opfattelse, at de kender hinanden ud og ind. Men aftenen her skal ændre alt på dét! Deres nytårsaften er fyldt med alkohol, men der er også stoffer involveret i mindre grad. 

Mens de unge venter på at cateringfirmaet som aftalt skal ankomme med nytårsmaden, vælger de at spille Matador. Men før de får set sig om, udvikler det sig til at spillereglerne ændres fundamentalt. Prisen for at lande på et felt bliver ændret, så det pludseligt bliver til et spil om sandhed eller konsekvens! Nu viser det sig, at alle bærer rundt på hemmeligheder og sårbarheder. Men de har også behov for at positionere sig selv mest muligt. Lidt efter lidt falder deres facade fra hinanden. Deres reaktioner er vidt forskellige! 

Sidst på aftenen vælger de unge, at deres opsparede vrede og foragt overfor deres forældre, skal udmønte sig i en konkret handling. Men hvordan skal de slippe afsted med dét? 

I ”Nattens børn” skildrer forfatteren, hvordan unge mennesker ulykkeligvis kan blive til ofre for deres forældres ambitioner og drømme. Prisen for en opvækst i skyggen af løgne, svigt, vold og manglende kærlighed er katastrofalt høj. De unge kan udvikle sig som sårbare og skrøbelige individer – eller de kan blive hævngerrige og feje i deres usikkerhed og famlen efter accept og anerkendelse. ”Nattens børn” beretter om, hvordan tingene kan udvikle sig voldsomt og med fatale følger, når menneskets fundamentet er pilråddent. Camilla Läckberg vælger at sætte tingene på spidsen, så spændingskurven stiger stødt. Handlingen virker surrealistisk. Men set i lyset af overklassemiljøet og de fire unges baggrundshistorie, køber jeg alligevel præmissen og sluger mere eller mindre den voldsomme fortælling råt. Forfatteren formår at skabe en fængende fortælling. 

Camilla Läckberg har alt i alt skrevet en vellykket kort spændingsroman om at være ung og leve i skyggen af sine overklasseforældre. ”Nattens børn” er hurtigt læst og glemt igen, men det er velsmurt underholdning der holder dig fanget hele vejen. De små tvists undervejs er med til at understøtte spændingen. Uhyggen og ubehaget følger læseren fra start til slut. Måske regner du plottet ud, men uanset det, så kan du regne med at forfatteren får dig ud på kanten af stolen. Med andre ord er ”Nattens børn” en ganske fin lille bog til dig, der efterspørger en omgang hurtig uhygge. 

Nattens børn

Forfatter: Camilla Läckberg

Oversætter: Louise Ardenfelt Ravnild

Forlag: alpha Forlag

137 sider. Hardback

Udgivelsesdato: D. 28. 10. 2021.

Anmelder: Nønne Lønne Votborg