Da pave Pius den 12. døde, fik Pasternak Nobelprisen i litteratur. Kan der være nogen direkte sammenhæng?

Hovedpersonen, jeg-fortælleren, er en midaldrende mand, og hovedparten af den korte roman foregår på et plejehjem, hvor han besøger sin demente far. Demensen betyder i dette tilfælde, at faren ikke er klar over, hvem menneskene i hans nærhed er, heller ikke sønnen. Til gengæld har han god styr på årstallene i sit liv. Hvornår Ellen Winther sang ved det europæiske Melodi Grand Prix, Cuba-krisen, Seks-dages krigen. Demensen sluger den sunde fornuft og virkeligheden, men ikke de historiske årstal.

Farens sygdom trækker sønnen til barndomsbyen. De gamle fra skolen kan ikke kende ham, og det går op for sønnen, at han er mere ensom end faren – der trods alt har en søn der kommer og besøger ham.

Sønnen har ingen børn, og hans kone har forladt ham:

Da hun flyttede fra mig, sagde min far, at det var det bedste der var sket, siden Danmark slog Sverige 2-1 i ’65.

Efter farens død opdager sønnen, at han er ved at blive sin far. Han mødes med præsten og psykologen, men ingen af dem kan rigtigt hjælpe ham. Alkohol er en mulighed.

Spørgsmålet er ikke, om der er et liv efter døden. Spørgsmålet er, om der er et liv før døden.

Dette raffinerede lille indslag om demens og menneskelighed viser en række korte glimt af far og søn, den veldrejede sosu-assistent og nogle perifere mennesker, der ikke får flyttet fortælleren fra den plovfure han følger i sin fars elskede Udkantsdanmark:

Derude mangler simpelthen for mange fysiske apps til, at en fødselsattest, der er dateret efter 1990, kan trække vejret.

Næsvisheder frabedes

En fortælling om en dement far og hans søn

Michael Pedersen

Kortroman

71 sider

Brændpunkt

Udgivet: 16.02.2018

Birte Strandby