Emma Hamberg har igen skrevet en roman om mennesker, der synes, at de er kørt fast og finder ud af, hvordan de kommer videre. Det er også det, de gør i Brunstkalenderen og i Svømmeprøven af samme forfatter: Finder et nyt livsprojekt.

Tessan minder om søstrene i Brunstkalenderen. Hun arbejder i en grill-bar, og hun er stadig kæreste med den dreng hun mødte, da hun var femten. Nu er hun 29, og har ikke lyst til at se sig selv i grillbaren og i forhold med den skørtejagende kæreste om 14 år. Så noget nyt skal ske. Hun finder rent tilfældigt Jane, der har gjort sit hjem til rekreativt område for sårede dyr og mennesker. Her passes og plejes de, indtil de er klar til at blive sat tilbage i naturen. Der er egern, ræve, svaler, krager og en ged, der tydeligvis ikke skal tilbage til nogen natur. Udover Tessan kommer også Bror, en trettenårig der har sendt sine forældre på ferie i USA med en løgn om, at han selv er på sejlerskole i den svenske skærgård. Det har han gjort for at de igen skal finde sammen, så familien ikke bliver skilsmisseramt. For at understøtte løgnen sender han med jævne mellemrum ferie-begejstrede sms’er og opstillede billeder fra ’lejren’.

Tessan tåger rundt og afprøver sin nyvundne frihed, og nørden Bror forelsker sig i den eneste ene. Den givende Jane får også lejlighed til at tage et opgør med sin barndom, og efter en primalskrigs-agtig seance og et humoristisk optrin med et par chokerede forældre slutter romanen varmt og positivt.

Emma Hamberg
Oversat af Rikke Toft Kleemann
352 sider
Aronsen
Udgivet: 05.05.2013

Birte Strandby