Historien om Irma er både velkendt og anderledes. Velkendt fordi Irma er et lille menneske i en verden, der ikke rigtigt har brug for hende, anderledes fordi hun gør noget ved det på sin egen måde, og det kommer der en meget speciel fortælling ud af. Det varer lidt, inden man bliver rigtigt grebet, men langsomt får man blik for tragedien og ensomheden når jeg’et:

…krøb i beskyttelse i den grangrønne overfrakke og forsvandt dermed ind i mit eget levende slot.

Ligesom komikken kommer snigende langsomt, men umiskendeligt – som for eksempel Irmas fremfærd i supermarkedet:

så…bevægede jeg mig langs hylden i bærplukkerposition

…da hun opdagede mit hoved stikke frem i en meters højde fra gulvet, knitrede hendes lange kunstige øjenvipper to gange og hendes triste, glædesløse mund faldt åben.

Irma går forkert en dag, og for at det ikke skal være for pinligt, lader hun som om hun er interviewer fra et analyseinstitut. Det giver nogle interessante oplevelser, så hun fortsætter i den branche. Det giver hyggeligt samvær:

Talen døde dog ikke hen. Den begyndte så småt igen under kaffeslubren og tærtetyggen, og kom snart ind på lettere emner…

Irmas nye rolle som interviewer bliver også årsagen til, at hun får en blodnæse og overraskes, mens hun med alle ti fingre sidder fast i en brevsprække. Romanens engelske titel er Red Nose Day.

En politianmeldelse sætter en stopper for Irmas skinkarriere som interviewer, men Irma har ikke til sinds at opgive sin nye kontakt med andre af verdens ensomme mennesker.

Spektakulære, sære personligheder, lagkagekomik og lune – lige til filmbrug.

Mikko Rimminen
Oversat af René Semberlund Jensen
257 sider
Turbine
Udgivet: 21.08.2014