Indledningsvist kan man undre sig over, hvad denne bog siger bedre end alle de andre klimadebattører og -forfattere. Der er her tale om klimaforandringer med specifikt fokus på et enkelt land, Etiopien, hvor fem millioner mennesker er afhængig af nødhjælp, hvis høsten er god og det dobbelte, hvis den er dårlig. Etiopien har nu fået yderligere et problem, nemlig at regnbygerne er blevet færre og voldsommere. Det betyder, at den udtørrede jord ikke kan nå at optage vandet fra de korte, hårdtslående byger, og det forringer selvsagt den høst, der i forvejen ikke altid var god. Det første af flere tegn på klimaforandringer.

Bogen er baseret på samtaler med familien Kassa, der er landbrugere. Det nyskabende er netop, at bogen fokuserer på dem, der lider under klimaforandringerne uden den distance, der sædvanligvis kendetegner vestlige skribenters behandling af emnet.

Budskabet er klart og indeholder såvel fakta som det (sædvanlige) spark til den vestlige verdens dårlige samvittighed omfattende et nedslående indslag om klimamødet i Bonn, men det er spørgsmålet, om det ufiltrerede billede af problemerne får denne bog til at nå længere ud end andre lignende.

Layoutet er pædagogisk og der er oplysende ledsagetekster såsom fakta om Etiopien og om klimaforandringerne. En oplagt bog at præsentere for ottende klasse, når de har projekt om klima eller Etiopien.

Der er en uhyggelig vigtig bog, og man kan kun håbe, at den trods de lidt trivielle formuleringer kan råbe nogen op og bidrage til en nødvendig adfærdsændring i Europa og USA og initiere en økonomi, der vil tillade Afrika at tilpasse sig klimaforandringerne.

Forfatter: Malene Hakonsson

143 sider.

Informations Forlag

Udgivet: 11.11.2009