Børnebog skrevet i stil med tidligere tiders traditionelle børnebog: Kaptajn Grants børn af Jules Verne fra 1968, Frændeløs fra 1875, Torry Gredsteds børneromaner fra 1920’erne om unge heltemodige børn – som regel drenge – og heller ikke uden lighed med little orphan Annie, der huserede i amerikanske tegneserier i 40 år og senere i musical og film. Fælles for de nævnte romaner er, at de unge hovedpersoner er modige, begavede, gode og på jagt efter familie.

Og det er netop hvad Ben også er. Han bor på et børnehjem i England, der fungerer efter de bedste Oliver Twist-principper, og sammen med vennerne Toby og Anne beslutter han sig for at stikke af. Han har fået et brev fra sine forældre, der pludselig i 1952 skriver for at fortælle, at de har været nødt til at flygte fra Europa, og at de ser frem til at se ham igen. De forventer, at han selv finder vej, og de tre børn beslutter at forældrene på den modsatte side af havet må være målet for deres rejse.

Det bliver en lang og eventyrlig rejse med pirater, indianere – og nazister. De unge mennesker har en betagende sans for retfærdighed, og flere gange sætter de livet på spil for at redde andre. I sidste ende gør de en indsats for verdensfreden.

Som de traditionelle børnebøger er det tydeligt, hvem der er de gode og hvem der er de onde. Ydermere byder det sidste opgør på en kamp mellem natur og kultur – det er blandt andet her, at titlens jaguar kommer ind i billedet. Og retfærdigheden sker fyldest.

Christian Aage Lundsgaard

320 sider

Turbine

Udgivet: 01.09.2014