Hvis du er skeptisk overfor de historier, der står om sygemeldte medborgere i aviserne, og spekulerer over om journalisterne overdramatiserer eller om sagerne er enkeltstående, bør du læse denne bog.

Forfatteren Tina Bømler er lektor på socialrådgiveruddannelsen. Hun belyser i denne bog hvordan den indførte politik med aktivering af syge borgere påvirker den syge borgers oplevelse af mødet med jobcentrene. Bogen lægger ud med en flot og interessant historisk gennemgang af udviklingen på socialområdet vedrørende sygemeldte, som vi har set den ske siden 1970’erne. Herefter følger en letforståeligt og højest relevant gennemgang af de lovgivningsmæssige ændringer på sygedagpengeområdet, inklusive de politiske tanker bag, samt en gennemgang af forholdene omkring retssikkerhed og statsrefusion. Der følges op med en beskrivelse af et projekt, som inkluderer en kvalitativ gennemgang af sygemeldte borgeres oplevelse af mødet med jobcentret.

Beskrivelserne er faktisk noget af en gyser, fordi de nøgternt redegør for konkret eksisterende forhold i det Danmark, vi taler om som et velfærdssamfund, men som forfatteren beskriver er gået fra welfare til workfare, hvor sygdom ganske enkelt ikke anerkendes som sygdom, heller ikke selvom diverse læger og specialister beskriver sygdommen præcist overfor det offentlige sygesystem. Systemet anerkender ikke de sundhedsprofessionelle vejledninger og anvisninger, men overlader til diverse kommunale sagsbehandlere og virksomhedskonsulenter, at se om de ikke kan presse lidt mere arbejdsevne og ’funktionsdygtighed’ ud af de syge. Man kan sammenligne det der foregår med at stå og sparke til en syg hest, for at se om det dog ikke kan gøre den ’arbejdsdygtig’. Det er uhensigtsmæssigt, det er ørkesløst og det er uetisk.

Sagsbehandlingen på jobcentrene foregår på en måde, som de sygemeldte oplever som truende, nedladende og ydmygende. Bogens 18 eksempler er velvalgte, da der her netop er tale om midaldrende personer for hvem det gælder, at de hele deres voksne liv har været i arbejde, oftest har de varetaget væsentlige opgaver i det offentlige, indtil de ikke længere kunne, fordi de blev syge. Det gør ingen forskel. Nu er de ikke blot blevet alvorligt syge, men skal alligevel stå model til at blive mistænkeliggjorte og presset til det yderste. De går rundt i angst for opringninger fra sygedagpengekontoret, de er angste og uafklarede for hvad fremtiden vil bringe, de ved ikke om de skal gå fra hus og hjem, eller hvor mange år de skal piskes igennem diverse arbejdsprøvninger, hvor de udsættes for grænseoverskridende aktivering af deres sygdomssymptomer eller hvor mange forskellige yderligere ansatte fra systemet, de skal tale med og forklare om deres situation.

Det gør ondt helt ind i sjælen at læse om. Men hvor er det dog godt, at det bliver beskrevet. Og her er der tale om en virkelig velfunderet beskrivelse. Det beskrives hvordan sagsbehandlere i dag nærmest er mere diagnosefikserede og mindre helhedsorienterede end lægerne, endskønt de ingen sundhedsfaglig uddannelse har i at vurdere diagnoser. Og hvordan de jo også derfor på ’systemets’ vegne påtager sig at stille spørgsmålstegn ved om folk nu også er så syge, som de hævder, og forsøge an med at sende folk med vandeksem ud i at arbejde med vand og folk med forfodsnedfald ud at arbejde i tunge sikkerhedssko. Det er grotesk og det er absurd at det foregår i dette oplyste land – og fremfor alt er det simpelthen umenneskeligt.

De interviewede sygemeldte føler sig umyndiggjorte, afmægtige og får stress, angst og depression i tillæg til deres grundlæggende sygdomme. Dette forværres af, at de, som forfatteren beskriver ikke har noget valg. For det første kan de ikke vælge ikke at være syge, for det andet udgør ydelserne fra det offentlige deres forsørgelsesgrundlag.

Forfatteren beskriver hvordan borgerne ikke har en oplevet ’voice’, ’exit’ eller retssikkerhed, men må passivt finde sig i jobcentrenes magt over deres liv og stille op til at være underlagt dybt indviklede og uigennemskuelige regler og lovgivning, samt behandles inkompetent, ustruktureret og med lidet indsigtsfulde påkrav om møder og forløb med lange rækker af repræsentanter fra et system, der nærmest ser ud til at eksistere mest for selve systemets egen skyld.

De syge føler sig fastlåste i en frygtelig situation med symptomer, smerter, søvnløshed osv. som de ikke kan komme ud af, og får ikke rådgivning og vejledning i forhold til deres ulykkelige situation, eller nogen ide om hvornår dette mareridt, der truer deres eksistensgrundlag, stopper. De begynder at overveje om livet overhovedet er værd at leve. – Og medmenneskerne der i sagsbehandlingen repræsenterer samfundet og systemet svarer på dette med flere nedværdigelser og ydmygelser, som trækker ud i årevis. Der foregår ikke en helhedsvurdering og medinddragelse i egen sag. Systemet er gennemsyret af New Public Management, økonomisk kassetænkning og kontrolforvaltning, når det er værst. Politiken der drives er ultra kortsigtet og givetvis meget dyr i længden, både på det økonomiske og det menneskelige plan.

Godt at der bliver skrevet fagtunge bøger som disse om dette. Bogen henvender sig mest til studerende, praktikere, samt beslutningstagere. Men hvad med om også nogle dygtige dokumentar-journalister læste den og fik belyst dette himmelråbende emne seriøst én gang for alle, således at der kunne blive sat en stopper for at det kan blive ved med at foregå.

Aktivitet er godt og udviklende, men i vor tid udsættes syge mennesker nogle gange for en medfart, som beskrevet her, der leder tankerne hen på tortur under læsningen og får en til at overveje, om man snart bør anmelde det danske socialvæsen til Amnesty International.

Der er ikke noget at sige til, at det er svært at forestille sig at dette foregår i Danmark, med de midler vi har til rådighed. Vi kan som samfund simpelthen ikke længere være os selv bekendt på dette felt.

Når de syge skal arbejde

Tina Bømler

160 sider

Hans Reitzels Forlag

2019

Gitte Sander