Monster coffee table bog

Menneskehedens ældste og stærkeste følelse er frygt, og den ældste og stærkeste frygt er frygten for det ukendte.

Som en hyldest til H. P. Lovecrafts The Cthulhu Mythos foreligger nu dette vidunder af en monsterbog. Monstrøse monstre og rytmiske rim blæser ud i hovedet på læseren, går til angreb på hjernen og ødelægger nattesøvnen:

De dybe har gæller og kløer og skæl

Ligner lidt monstre der slår dig ihjel

Men de dybe de hverken slår eller bider

De møsser dig bare og laver hybrider

Farverige, frygtelige figurer fodrer fantasien, og på side 27 – under R – kan man eksempelvis møde et rødt rumkapsel-blæksprutte-monster i en blå eksplosion. Det er dog ikke nær så skingrende uhyggeligt som billedet af katte under U hvor alene farvevalget i skummelblåt og blodrødt til grå katte med skinnende gule øjne kan få en til at glemme alt om nuttede, spindende pelsdyr og i stedet gøre en lidt nervøs ved sit eget husdyr.

I flere tilfælde tager slutningen på rimene de værste gys og bibringer bogen en behagelig humor:

Emmas besætning sejlede ud

På havet og mødte en ældgammel gud

De prøved’ at fly

Væk fra hans by

Men sejlede skonnerten ind i hans tud

Fra Emmas besætning kun én kom retur

Men guden han venter og nu er han sur

Tydeligvis har Mythos ABC ingen lighed med ABC-bøger af Halfdan Rasmussen, Flemming Quist Møller eller Sigurd Barrett.

Eneste anke til en farverig, nytænkt ABC er at målgruppefokus er lidt uldent: Udbyttet er størst, hvis man har et bare perifert kendskab til Lovecraft, og hvor mange børn i førskolealderen har mon det?

Mythos ABC

Mads Brynnum

Illustreret af Mathias Bottfeldt, Dracan Dembinski, Mads Hermann Johansen, Rafał Koc.j, Tom Kristensen, Paul Mudie, Sean Philips, Aske Schmidt Rose, Sophus Vinther

Grand Master: Jes Ravn

48 sider

Rollespilsakademiet

Udgivet: 2015