Seks børn og unge finder et gammelt tæppe i et forladt hus. Tæppet er specielt, fordi der er vævet billeder i det, billeder der forestiller seks personer i forskellige situationer, blandt andet er der et billede, hvor to af personerne myrder en tredje.

I første omgang er børnene ikke særligt interesserede i tæppet. De har nok i egne vanskeligheder, forældrene til de tre af børnene skal skilles, en af dem bliver mobbet i skolen, og Philip er tydeligvis mest interesseret i sig selv. Men da den ene af dem, Jeppe, pludselig både kan læse teksten på tæppet, der er på fransk, som han aldrig har lært, og hvad der er om muligt endnu mere påfaldende – kan tale med sin kat, samtidigt med at to af de andre har oplevet en hvidhåret abe med gule øjne stirre på dem, begynder de at se nærmere på tæppet.

Bekymrede vender de tilbage til det forladte hus og finder der en dagbog skrevet af en mand, der tydeligvis kender til tæppets oprindelse og de besynderlige og uhyggelige følgevirkninger der er ved at besidde tæppet. Ved læsning i dagbogen bliver de samtidigt klar over, at de måske ikke kan undgå de skæbner, der beskrives i tæppets billeder.

Sammen beslutter de at følge i fodsporene på dagbogens ejer for at finde ud af, om de kan afværge ulykken. Det bliver en skæbnesvanger tur for dem alle, og kun de fem vender tilbage.

Der er rigtigt mange glimrende gys i dette første bind, men irriterende at opklaringen først sker senere i trilogien.

Boris Hansen

200 sider

Rosenkilde & Bahnhof

Udgivet: 2012

Sublim gyser for unge 12+