Bogen bag animationsfilmen

Ti-årige Mugge er en lykkelig dreng, indtil han lige pludseligt får to problemer: Hans bedste ven Sofia erklærer sig voksen og kan ikke længere lege, og hvad der er værre: Hans mor finder en ny kæreste.

Det sidste slår både Mugge og hans far ud. Mugges far græder hele tiden, mens Mugge finder ud af, at han må gøre en indsats for at få forældrene bragt sammen igen. Det kræver en god vejfest, men pludseligt beslutter grundejerforeningen, at i år skal der ikke være vejfest. Mugge må indse, at hvis der skal være fest, så må han selv gøre alt arbejdet.

Mugge & vejfesten er først og fremmest sjov. Der er skæve og skøre betragtninger, og Mugges vej, Düsseldorf Allé, har et broget persongalleri. Det er for eksempel det eneste sted i Europa der har sin egen klub for parkour-nudister.

Med til galleriet hører Sofias forældre, hendes mor der er enormt effektiv og klarer otte møder, at ringe til 64 mennesker, fusionere to banker, forhandle køb af en fiskemelsfabrik og snakke med en bekymret ansat, der har fået lavet selvværd ved fotokopimaskinen. Hendes far fremstiller en mystisk og meget kemikalieholdig juice, men det går ikke så godt:

‘Man kan altså ikke tjene penge på noget, der smadrer folks indvolde!’

‘Men det gør Coca-Cola og Red Bull!’

Der er kattedamer og intellektuelle, og så er der weirdoen fra Nakskov, der viser sig at have uvurderlige talenter, og der en jysk tilflytter, der er ude på at sabotere Mugges plan, kort sagt alle tænkelige udfordringer, lidt kaos og udsigt til en happy ending.

Selvfølgelig, du er fra Udkantsdanmark. I skal have al den hjælp, I kan få.

Mugge & vejfesten

Wulff & Morgenthaler

247 sider

Gyldendal

Udgivet: 2018

Birte Strandby