Jack Rosenblum og hans kone Sadie er tyske jøder. De og deres lille datter kommer til England under 2. verdenskrig som flygtninge, og Jack glæder sig til at blive en rigtig englænder i dette nye fædreland. Han udarbejder derfor en liste over, hvad der skal til, for at man kan blive en britisk gentleman i første omgang baseret på den ved ankomsten udleverede ’Råd og vejledning for flygtninge’. Han er hurtig til at lære, og efterhånden er der kun et enkelt vigtigt punkt tilbage på listen: Det er et must at være medlem af en god golfklub. Desværre bliver han afvist af alle de golfklubber han søger om medlemskab. Men det er der løsninger på: Han vil lave sin egen golfbane og invitere Bobby Jones og dronningen til indvielsen. Det er romanens hovedhistorie, og den rummer kampe, selvovervindelse, snobberi, bedrag og stor glæde. Sadie har sin egen sidehistorie om at miste og bager kager, der sender hendes beretning om sorg og følelser videre. Sideløbende er der tilpasningen til liv og mennesker i den lille landsby, og der er den helt særlige fortælling om uldgrisen.

Det er en beretning om ukuelighed og om at have en retning i sin tilværelse, en målrettethed der også kan opleves i Alessandro Bariccos Denne historie.
Jacks møde med engelsk skik, hans forveksling af Johnsons ordbog over det engelske sprog og Bibelen og ikke mindst hans filosoferen over uldgrisen bidrager til romanens stilfærdige og stadige strøm af humor. Den samme humor og hygge som nogle læsere måske kan huske fra Mrs. Harris tager til Paris (1958).

Natasha Solomons
Oversat af Annelise Schønnemann
311 sider
People’s Press
Udgivet: 24.08.2011