Monstermanualen er en bog for forældre til børn i alderen 7-12 år, som døjer med overbekymringer eller angst. Bogen er skrevet af en forfatter og en psykolog, som her giver såvel forældrene som børnene både viden og konkrete værktøjer at arbejde med – til at bekæmpe monstrene.

Monstrene er det eksternaliserede symbol for de ruminerende bekymringstanker og angst som børn i denne alder kan få, og som vi ved plager flere og flere børn, så relevansen af en sådan bog kan der vist ikke være tvivl om. Mange forældre står som Moses ved Det røde Hav og ved ikke, hvad de skal stille op med børnenes angst. Det belaster familierne, og når det når et vis niveau, er det ikke noget man bare lige kan fixe ved at skrue lidt på opdragelsesknapperne, der skal en seriøs indsats til.

Kan det så løses via en selvhjælpsbog? Nej, det kan det næppe. Men jeg må indrømme,, at jeg er meget imponeret over denne bog og jeg er sikker på, at forældre til angste børn kan have stor glæde af den.

Bogen indeholder så meget godt. For eksempel er der en lang case-historie om en pige, der døjer med alvorlig angst for at sove ude. Historien er meget levende og egner sig også til højtlæsning, og den afspejler meget præcist et eksempel på, hvad der kan foregå i hovedet på et angst barn. Dernæst kommer der en ”forældre”-sektion, hvor forældrene kan lære en masse om børnenes overbekymringstanker og angst. Forældresektionen indeholder konkrete anvendelige måder at forholde sig til angsten på, hvor nogle af redskaberne garanteret vil gå fuldstændigt kontra af hvad forældreinstinktet siger. Og derfor er denne viden meget vigtig at brede ud til forældre. Anbefalingerne er fagligt relevante, præcist og grundigt udformet. Dernæst kommer selve ”Monstermanualen” som barnet kan læse og udfylde. Og sluttelig kommer der forskellige visualiseringer. Der er rigtig mange skriveøvelser for både forældre og børn, som er relevante og kan hjælpe til refleksion over væsentlige spørgsmål og emner, samt større selvindsigt.

Bogen er absolut anbefalelsesværdig, og hvis man tilhører en faggruppe der er i berøring med disse børn og familier, som for eksempel lærere, pædagoger, sundhedsplejersker, psykoterapeuter eller psykologer, bør man kende til bogen. Således at man kan henvise forældre med børn der døjer med for meget angst og overbekymring til bogen.

Bogen kan ikke stå alene, men kan i kombination med relevant faglig støtte virkelig være med til at hjælpe disse børn, der har det svært.

Monstermanualen

Gitte Winther Graugaard og Stine Hæk

120 sider

Room for Reflection

2018

Gitte Sander