Pelle har et monster boende under sin seng. Det dukker først op, når hans far har sagt godnat.

Pelle kan se øjne kigge ud fra skabet. Forsigtigt nærmer han sig med en skål slik, men monsteret griber slikket ud af hænderne på Pelle, uden at Pelle får monsteret at se. Derpå prøver Pelle at åbne skabet, men i stedet bliver skabet smadret til atomer, og monsteret gemmer sig bag gardinet, så man kun kan se fødder eller tentakeltæer. Det er læseren/spilleren selv der vælger monsterets udseende. I hver scene kan læseren vælge mellem tre muligheder, har det skæve øjne, har det 50 øjne?

Monstret dukker op til sidst, og Pelle leger med det hele natten, så værelset bagefter ligner noget et monster har spyttet ud. Derefter sover Pelle i sin seng, og monsteret kravler ind under sengen igen.

Man kan vælge musik til og fra, og monsterets størrelse og skræmmeniveau er afhængigt af de valg man gør i hver scene. Har det kløer, poter tentakler? I enkelte tilfælde er det ret nuttet.

Grafikken er enkel og afdæmpet, når lige undtages monsteret der kan kreeres i 300 mere eller mindre skrækindjagende udgaver, og vi bliver præsenteret for en middelklasseverden med en far der læser godnathistorie for Pelle, inden der lukkes ned for hverdagen, og monsteret afslører sig med en klo eller en tentakel under sengen.

Det er en lille, nem fortælling der er let at styre. Den kan være interessant for nybegynderen udi computerspil eller udi monstre, men efter et par gennemløb er der ikke så meget mere udvikling at hente.

Søren Klok

Monsteret under min seng 1.0

Interaktiv børnebog

Kræver Android 4.1 og nyere

Udgivet: September 2017

For børn mellem to og fem år

Birte Strandby