En anderledes chick lit om endnu en ung kvinde, der er strandet i et liv uden bevægelse.

Lucy bliver kontaktet af sit liv, fordi hendes tilværelse ikke rigtigt fungerer. Lucy lyver om alting. En af yndlingsløgnene handler om, at det var hende der skred fra kæresten, og at det var hende der sagde op på jobbet. I virkeligheden var det kæresten der gik, og Lucy blev fyret fra sin arbejdsplads.

Lucys liv, der er personificeret af en yngre mand med fedtet hår og dårlige tænder tager fat i Lucys omgang med tilværelsen, hendes løgne og hendes undvigemanøvrer. Han flytter ind i hendes mikroskopiske lejlighed og tager med hende på arbejde. Hver gang Lucy fortæller en løgn, fortæller hendes liv en sandhed, og det rykker ved Lucys forhold til andre mennesker. Et af de første, nye tiltag efter at livet er flyttet ind, er at bestille en rensning af gulvtæppet, og med det følger forviklinger og romantik ikke uden lighed med den, man møder i romanen God mod nordenvind.

En af bogens forcer er besøgene i den hjemlige, familiære idyl, der i stort omfang er indrettet efter hvad ’andre mennesker’ tænker. Familieportrættet er karikeret men underholdende, og Lucys ubehag ved sammenkomsterne er humoristisk formidlet: Sarkasme tog sin træningsjakke af og gjorde sig klar til at løbe ud på banen.

Lucys liv er utiltrækkende ved de første møder, men som en anden Emma Thompson i Nanny McPhee bliver han mere og mere attraktiv, jo gladere Lucy bliver for sit liv.

Det personificerede liv er en interessant metafor der giver plads til mange humoristiske bemærkninger og betragtninger. Uden metaforen har vi en slags Bridget Jones/Nynne-fortælling, og det er der også underholdning i, omend den kroniske og lykkelige slutning med spændende partner bliver lidt triviel, og Lucy bliver rigeligt navlepillende de sidste 50 sider.

Mit livs øjeblik

Cecelia Ahern
Oversat af Marie Kopp
422 sider
Gyldendal
Udgivet: 12.03.2013
Også som e-bog

Birte Strandby