Bridget Jones har ikke levet forgæves. Udover at kaste humor ind i romantisk feel good  litteratur så er det måske også takket være hende, at vores heltinder er blevet lidt ældre, at moderne romantik er fyldt med kvinder i nærheden af de 30 år, der ihærdigt leder efter karriere, mand og retning for livet.

Det gælder også Pamela. Eller det vil sige, Pamela har haft sine fem minutters berømmelse. Hun har været aktivt medvirkende i et reality program med titlen ‘Hede nætter’. Men nu er det slut. Hun er tilbage i sine forældres kælder. Hun lever af at hjælpe til i frisørsalonen i sin hjemby og ser serier i tv i fritiden. Hendes tidligere veninder har det lidt vanskeligt med hendes karriere, de er til ægteskab og børn, og Pamela føler sig ikke rigtigt hjemme i byen mere.

Da hun får chancen, tager hun derfor på eventyr til Stockholm, en by der viser sig fra sin mest sure og hensynsløse side, i hvert fald indtil hun møder Gloria, der kan noget med mindfulness, der nok skulle kunne gøre Pamela til skuespiller, og i hvert fald i første omgang til Glorias assistent. Og så møder hun Sebbe.

Der er ikke de helt store overraskelser i Mindfulness for losers. Vores heltinde er lidt uheldig men dømt til en lykkelig slutning. Hun gør sig en del pessimistiske overvejelser om sit videre liv, men pessimisme er en glimrende baggrund for den halvsorte humor, der gør romanen til let og ukompliceret læsning.

Mindfulness for losers

Christoffer Holst

Oversat af Rikke Toft Kleemann

317 sider

Flamingo

Udgivet: februar 2023

Birte Strandby