En lille gyser til de 9 – 11 årige

En dag ser Ida en besynderlig statue: En knælende mand med skrækken malet i ansigtet. Og så opdager hun, at statuen ligner hendes onkel Torben på en prik. Da hun senere vil se nærmere på statuen, er den forsvundet, men så dukker den pludseligt op igen, og det ender med, at Idas far får den kørt hjem til dem. Lægen fastslår, at statuen ikke er massiv, men muligvis en forstenet udgave af onkel Torben. Familien beslutter at beholde statuen, mest fordi de ikke aner, hvad de ellers skal gøre ved den. Og statuen er ikke det eneste mystiske. Deres nabo, en ældre dame, er også begyndt at opføre sig usædvanligt, hun anskaffer en havemand i en skummel mafia-bodybuilder-version og en stor, voldsom hund, der overfalder en ven til Idas lillebror.

Senere er der indbrud og overfald og nok et forstenet menneske. Men Ida er rådsnar og selvom hun måske er oppe imod en slags vampyrer, så fortsætter hun kampen for at finde ud af, om det er muligt for hende at redde sin onkel. Og imens bliver det mere og mere uhyggeligt, indtil gåden opklares, og skurken afsløres.

Det er en spændende bog, gysene er overbevisende og uhyggen ægte. Illustrationerne gør deres del af arbejdet, så man kan se, hvordan en skummel havemand og en spooky nabo med en blodtørstig hund ser ud. Samtidigt er der humor i sproget og illustrationerne, og Ida bibringer historien den nødvendige realisme og hjælper læseren til at forstå, hvordan det er at have en forstenet onkel.

Bine Aggerbeck

Illustreret af Simon Bukhave

151 sider

Turbine

Udgivet: 11.08.2014