I et grønt, smukt Sverige, som det vi kender fra Astrid Lindgren og Fritjof Nilsson Piraten – katten hedder endda Bombibitt – bor Theodor hos sin oldefar. Oldefar er vældig gammel, så gammel at han må ryge, selvom man jo normalt ikke må ryge.

Theodor er fem år og har en livlig fantasi, og oldefar er god til at fortælle historier. Hans fortællinger begynder altid: Dengang jeg var dreng, havde jeg en legekammerat, som hed Tykke. Og så fortæller oldefar om, hvad han og Tykke lavede. Hvordan de var lige ved at fange en havfrue, da de engang satte en lakridspibe på fiskekrogen.

Og hvordan Tykke var forretningsmand, og de lavede en bod, hvor mænd kunne få cigarer og deres koner kunne få marengs. Begge dele kostede to ører. En mand havde sagt, at det var forkert, fordi cigarer var meget dyrere end marengs, men Tykke sagde, at det var ligeberettigelse.

Theodor og oldefar oplever elge og bjørne – der opfører sig pænt, hvis man behandler dem respektfuldt. Det samme gælder ikke for fisk, men ellers emmer både tekst og illustrationer af svensk idyl. En enkelt gang er det lige ved at gå galt, da den femårige tager på kælketur i nattøj helt alene, men oldefar er der til at redde ham, og så laver de vafler. Theodor skal finde ingredienserne, og oldefar laver dejen. Theodor kan ikke læse, så han må gætte sig frem, når han skal finde vanilje, der smager, så fuglene synger.

Theodor lytter til dåserne med krydderier. Fuglesang kan han ikke høre noget af, så han vælger den dåse, som er flottets udenpå.

Her er mange og dejlige billeder af rolig natur, og af Theodor og oldefars liv. Min oldefars historier er gode historier til højtlæsning og samtale med de små.

Tone Mygind Rostbøll

Min oldefars historier

Eventyrlig historier til højtlæsning

95 sider

Høst & Søn

Udgivet: 25.05.2018

Målgruppe: 4+

Birte Strandby