Hele denne vinter var fyldt af min kusine Emilijas drømme.

Kusine Emilija elsker det gådefulde og det overnaturlige, og hun deler gavmildt ud af elefanter og hekse til sin betagede fætter, der også er fortælleren af romanens 18 forunderlige historier.

Tiden er 1941 lige efter besættelsen af Makedonien, og med Emilijas fantasi får børnene skabt både distance til de voksnes rationalitet og nærhed til gruen, måske er Emilija endda med til at skabe gruen. I en af fortællingerne går børnene på jagt efter enhjørninger. Når en jomfru sætter sig på en bænk, går enhjørningen automatisk hen og lægger hovedet i hendes skød. Og så kan man slå den ihjel.

Børnene når at dræbe en del enhjørninger i den zoologiske have, men dyrene forsvinder igen, mens børnenes zoologilærer og direktøren for zoologisk have diskuterer enhjørningen. Diskussionen afbrydes, da direktøren for zoologisk have får en melding om, at der er set en dronte på Mauritius.

Der er flere syrede, komplekse og poetiske fortællinger om mennesker og om katte, der kan se fortiden, det der er sket tidligere. Og så er der hverdagen med storfamilien og hovedpersonernes begyndende forelskelse.

Min kusine Emilija udkom i Slovakiet for 21 år siden. Romanen er oversat til blandt andet polsk, fransk, spansk og nu også tysk og dansk. Vlada Urošević er født i det gamle Jugoslavien og har skrevet flere prisbelønnede bøger. Min kusine Emilija ligner ikke meget den litteratur vi oplever i den vestlige verden, men den er blevet sammenlignet med Alice i Eventyrland og Narnia, skønt præget af en anden slags brutalitet, nemlig hovedpersonernes egen.

Vlada Urošević

Oversat af Erik Thau-Knudsen

196 sider

Turbine

Udgivet: 2016

Birte Strandby