Denne selvbiografiske beretnings hovedtemaer er Akkari religiøse engagement og forløbet af Muhammedkrisen set fra islamisternes side.

Ahmed Akkari er født i Libanon, men efter Syriens invasion af landet rejste han som niårig med sin familie til Danmark. Familien prøver at flytte tilbage til Libanon senere men må opgive tilværelsen der og rejser igen til Danmark for endnu engang at flytte i asylcenter.

Det danske lokalsamfund opfører sig prisværdigt, og modsat hvad man med henvisning til behandlingen i medierne kunne frygte, oplever Akkari kun racisme en gang i sin barndom.

Som andre unge søger Akkari efter et ståsted. Familien er indstillet på integration, men bekendte trækker Akkari med til moskeen, hvor han sammen med læring om islam tilbydes venlighed, forståelse og rammer i tilværelsen. Og Akkari bliver hvervet, overbevist og nysgerrig efter forklaringer – som Koranen råder over og imamerne udlægger. Det fører til en karriere indenfor islam, og Akkari bliver selv imam i en meget ung alder. Akkari udtrykker flere gange sin beklagelse over ungdommelig naivitet. Den samme beklagelse møder man i Jørgen Grimstrups ’I folkedemokratiets tjeneste’.

Dem der søger moskeen kan inddeles i fem kategorier:

  • Salafister der følger en traditionsbunden udgave af islam, der tiltrækker mennesker uden uddannelse og med behov for at leve efter en manual.
  • Det Muslimske Broderskab er en intellektuel bevægelse. Hovedformåler er oprettelse af et kalifat, et religiøst styre med kaliffen som overhoved. Kalifatet bygger på Koranens ord og Shariaen.
  • Jihadisterne minder om salafisterne, men er voldeligt orienterede og hylder forhistoriske værdier.
  • Sufisterne dyrker en spirituel version af islam baseret på meditation.
  • Dawaer går ind for fromhed, renhed, afholdenhed og blander sig ikke i politik.

Bortset fra jihadisternes voldelige orientering kan man nok finde ligheder med en del andre religioner. Men de yderliggående salafister er også modstandere af musik og billedkunst og går ind for adskillelse af kønnene.

Et helt kapitel er tilegnet Akkaris erfaringer med danske friskoler, og dette kapitel rummer en del uklarheder. Eksempelvis nævner Akkari, at der er sammenfald mellem personer i Arabisk Kulturforening og bestyrelsen på Lykkeskolen. Ifølge friskoleloven skal mindst to af bestyrelsens repræsentanter vælges af og blandt forældrene. Sammenfald kan derfor sagtens være lovligt, så længe der ikke er tale om inhabilitet. Lykkeskolen skulle angiveligt ikke have hverken billedkunst eller musik på skemaet, men et blik på skolens hjemmeside fortæller noget andet. I det hele taget er det vanskeligt at genkende hjemmesidens Lykkeskole i det, Akkari beretter. En bagatel måske at skolen er angivet til at have 100 elever og 15 lærere, hvor der i virkeligheden var 180 elever og 18 lærere i den pågældende periode.

Der er også tale om, at der på de fire friskoler, hvor Akkari arbejdede, blev svindlet for at påvirke den tilsynsførendes indtryk af skolen, og Akkari udtrykker bekymring for, om de muslimske friskoler eventuelt kan tjene til islamistiske hvervekontorer. Det er ikke muligt at svindle med tilsynet, og tilsynsrapporten er i øvrigt tilgængelig på den enkelte friskoles hjemmeside.

Arabisk Kulturforening arrangerer lejrskoler for børn i de muslimske friskoler. For at holde udgifterne nede, tager man så mange børn som muligt med på turene, og pladsen er knap. Der er imamer med, der skal anskueliggøre budskaber af vigtighed for islamisk selvforståelse. Turene er dræbende for ungerne, der hellere vil lege i alt det grønne men tvinges til at sidde stille af imamer, der er uforstående overfor, at de ikke oplever den samme ærbødighed som i moskeen. Akkari fornyer turene, dels ved ikke at proppe for mange børn i busserne og dels ved at arrangere kapløb, kano og andet, så børnene om aftenen kan sidde stille og være modtagelige for de vise ord. Akkari bemærker selv, at han benytter metoder funderet på danske pædagogiske værdier for at lykkes med indoktrineringen. Ligeså reflekterer han over, at han inviteres til at foredrage for danske kristne der ganske vist er skeptiske, hvor en kristen præst aldrig ville blive inviteret til at tale i moskeen.

En del af bogen handler om Akkaris familie, hvordan bedstemoren i Tripoli tilbyder at finde ham en hustru. Akkari svarer, at det er ok, men hun skal have en universitetsuddannelse og en stærk islamistisk tro – i forventningen om at så slipper han nok for at blive gift, for de to karakteristika udelukker ofte hinanden. Men han bliver gift og får børn men ingen familiesammenførsel. Hun bor i Tripoli, han i Danmark.

Bogens andet hovedemne er Muhammedkrisen, der fremstilles fra en anden vinkel, end den vi ellers har oplevet. Eksempelvis er det Akkaris indtryk, at det først bliver til en krise, da andre medier bærer ved til bålet, og Weekendavisen blander sig.

Akkari spiller en stor rolle under krisen, og det bliver begyndelsen til slutningen for Akkaris religiøse engagement. Det kunne man høre om den 5. marts 2014, hvor Naser Khader og Akkari var på Syddansk Universitet med deres roadshow Hvad har vi lært af Muhammedkrisen? Der var mange tilskuere, men resultatet blev lidt tyndt, og det er stadig spørgsmålet hvad vi lærte.

Efter en tegningskrise, et opgør med islam og en skilsmisse tager Akkari til Grønland i to år, og bogen slutter med en appel om styrkelse af loyaliteten overfor de danske demokratiske værdier og parlamentarismen som modpol til autoritære interesser.

Det er en interessant bog. Det havde været fint med konkrete eksempler på, hvordan hvervningen finder sted – et eksempel på hvad de religiøse diskussioner kan indeholde – og hvordan man overbeviser en elleveårig om vigtigheden af at gå med tørklæde?

Som tidligere katolicismen bruges islam til undertrykkelse, men bogen indikerer også at det er en fase der skal gennemleves: Akkari vurderer selv, at han inddrager danske demokratiske værdier og langsomt ændrer perspektiv.

Og så er der en stilfærdig bibemærkning, der kan virke skræmmende på hverdagsdanskeren:

’En anden af de tilbagevendende prædikanter i moskeen i Aalborg var anderledes kontant. Og det i en grad, så han senere forsvandt sporløst fra jordens overflade efter et samarbejde mellem amerikanske myndigheder og egyptisk politi.’

Det er vist ikke kun fundamentalisme, der er farligt!

Ahmed Akkari

Fortalt til Martin Kjær Jensen

452 sider

BT/People’s Press

Udgivet: April 2014