Anne Sofie Hammer udmærker sig ved at være ‘mor’ til Villads fra Valby, der netop er filmatiseret som familiefilm.

Mig og Dylan Walker er for en ældre målgruppe. Bogen handler om Malthe der går i niende klasse. Malthe har et problem – som de fleste teenagere har: Han kan ikke rigtigt komme i kontakt med det modsatte køn. Han er ikke høj og flot eller sjov – eller noget af det, han kan se, virker for de andre. En ven til hans far anbefaler, at han som scorestrategi melder sig til et tangohold. Malthe forsøger sig med tangolektioner fra Youtube, men det fungerer ikke rigtigt for ham, og så tager han en desperat beslutning. Han vil udgive sig for at være bøsse, for ad den vej at komme i kontakt med pigerne.

Det er jo en spændende omend noget syg strategi, og der går da også tid, inden pigerne fra klassen køber den. Men så kommer han virkelig i kridthuset, de hjælper ham med at springe ud på Facebook – efter at han i smug har slettet sin familie fra sin Facebookprofil. Det stopper ikke der. Han må deltage i utallige indkøbsture, skifte plakater på sit værelse hver eftermiddag – efter at veninderne er gået, og før hans mor kommer hjem – og en af veninderne sender ham på date med en anden bøsse.

Løgnen bliver værre og værre og mere omsiggribende, og skønt han bliver bedre til at snakke med piger, så har han stadigt ikke fundet modet til at snakke med den pige, der uforvarende fik ham til at tage det drastiske skridt.

Situationen spidser til, og så må Malthe gøre noget rigtigt modigt.

Malthe er jeg-fortæller og en for en femtenårig særdeles velformuleret af slagsen omend naiv i sin tilgang til sit nye miljø og nye veninder, ligesom han er en usikker og overbevisende forvirret guide på vejen fra hetero til homoseksuel.

Anne Sofie Hammer

206 sider

Høst & Søn

Udgivet: 15.01.2016

Birte Strandby