Allerede i prologen til denne psykologisk-historiske roman fornemmer man, at her venter en større læseoplevelse. Helene, den ene af to søstre, lever en lykkelig barndom i Bautzen, lige til faderen kommer hjem fra 1. Verdenskrig som skrantende krøbling. Døtrenes jødiske mor forsvinder herefter mentalt ind i sindssygdommen, og en følelsesmæssig distance manifesterer sig i forholdet til de to piger. Helene tager efter faderens død og endt sygeplejerskeuddannelse til Berlin og indlogerer sig hos grandtanten Fanny, der om nogen lever et udsvævende societyliv. Et overbevisende tidsbillede af de brølende 20’ere formidles gennem beskrivelser af bilernes indtog i storbyens gader, de utallige danse- og kabaretsteder og ikke mindst den lurende finanskrise med den totale nedsmeltning af økonomien i 1929 som foreløbig endeligt. Helene oplever den store kærlighed i den filosofisk og empatisk anlagte Carl, der kort inden deres planlagte giftermål dør i en ulykke. Dette bliver et psykologisk vendepunkt for Helene, der nu rammes af sjæleligt mismod.
Nazityskland intensiverer sin forfølgelse af jøderne og den unge ingeniør Wilhelm forsyner Helene med ny identitet. Tvunget af omstændighederne indgår hun ægteskab med ham, og sammen får de et barn. I krigens sidste dage flygter hun med sin søn Peter mod vest, mens østfronten rykker faretruende nærmere. Det er i denne undergangsstemning hun træffer den ufattelige beslutning at efterlade sin 7-årige søn på banegården i Stettin.
Julia Franck forstår om nogen at give et detaljeret historisk funderet billede af Tyskland mellem to verdenskrige, hvor politiske begivenheder, filosofiske hovedstrømninger, og tekniske landvindinger danner baggrund for skildringen af Helenes udvikling og familieliv. Det er en stærk, vedkommende fortælling, der vidner om en sublim følelsesmæssig indlevelsesevne, specielt i beskrivelsen af forholdet mellem søstrene Helene og Martha. Romanen er til tider overraskende og gruopvækkende.
Sjældent har jeg læst en så intens og medrivende beretning om et menneskes selvfortabelse og fornægtelse af virkeligheden. Læseren bliver på en næsten bedøvende påtrængende måde vidne til Helenes komplekse og modsætningsfyldte natur, der fører til sjælelig afstumpethed og i sidste ende til fornægtelsen af hendes eget kød og blod. Julia Francks overbevisende skrivekunst gør, at læseren på intet tidspunkt får lyst til at lægge bogen fra sig. Trods det noget dystre tema er den insisterende og indtrængende fortællestemme årsag til at man gribes, forundres og begejstres.
I romanens epilog skifter synsvinklen til Peter. Her viser forfatteren evnen til en kontrasterende psykologisering, som demonstrerer et fortællemæssigt overblik og skarpsyn af de sjældne. Det er en velkomponeret, detaljeret og nuanceret roman, der appellerer til alle, der sætter pris på den dybe, medrivende beretning.
Forfatter: Julia Franck
Forlag: Athene
389 sider
Anmeldt af Rasmus Rune Axelsen