There is still a need to keep ourselves firmly grounded in the data we gather, but beyond this we can (and should) use our creativity to open up our understanding of the many ways in which humans engage to living practices.

Har de kvantitative metoder slået de kvalitative af banen. Fylder metoden for meget i forskningsprojekter, og hvad betyder det for forskningen? Man kunne også spørge, om det mon har forbindelse til denne tidens forkærlighed for ting der kan tælles og registreres. Som Brian Degn Mårtensson slår fast i sin Konkurrencestatens pædagogik, så er der mange omkostninger og mindre hensigtsmæssige sideeffekter ved neoliberalismen, og en del af dem påvirker opdragelse, undervisning og uddannelse.

Bogens bidragsydere er fælles om deres optagethed af kvalitet. De er også nogenlunde enige om, at valget af metode må afhænge af forskningsområde. Undervejs omtales kvalitative metoder såsom diskursanalyse, fænomenologisk forskningsmetode, feltarbejde, dekonstruktion, og casestudet fremhæves for sine særlige egenskaber.

Søren S. E. Bengtsen og Karen P. Munk foreslår i kapitlet Metoden, der sprænger sig selv, at man fremover inddrager fire nye kriterier for den kvalitative analyse, nemlig: slid, aftryk, beboelse og særhed – kriterier der alle tager hensyn til, at forskningsgenstanden kan påvirke metoden og bidrage til konkrete studiers selvforståelse, forståelse, rækkevidde og prægnans. Hermed lægges op til, at den kvalitative metode bruges levende og organisk; og hermed danner den kvalitative forskning en modpol til den kvantitative forskning, hvilket – skal man dømme efter forordet og den holdning værket generelt præsenterer – vel i sig selv er en slags berettigelse?

Krav om dynamik og tilpasning af kvalitative metoder er tilbagevendende blandt andet i kapitlet De uregerlige digitale rum, hvor de vante kvalitative og kvantitative metoders særlige vanskeligheder overfor digital interaktion diskuteres.

Til slut interviewes Svend Brinkmann om fantasi og kreativitet og disse begrebers betydningen for den kvalitative forskning. Som det bekræftes flere steder, så er den kvalitative metodes force netop, at metoden har mulighed for at tilpasse sig forskningsobjektet og det uventede, der måtte opstå i løbet af eksempelvis interviewet – og dermed afdække noget nyt.

De to forskningsveje omtales som det målelige og det meningsfulde, og det understreges flere gange, at det er vigtigt at afgrænse problemet, inden metoden vælges. Eller med Brinkmanns ord:

Jeg kunne godt tænke mig en situation hvor det ikke var nødvendigt længere at skelne… at man bare kunne tale om forskning.

Slutteligt anbefaler redaktørerne, at den kvalitative forskning udvikles med metodisk grundighed i forhold til det empiriske, og at værkstedstanken inddrages.

Måske kan vi senere forvente en bog med forslag til dynamiske, kvalitative metodeværktøjer med vægt på plea for a slow science og alien phenomenology?

Jane Ege Møller, Søren S. E. Bengtsen, Karen P. Munk (red.)

244 sider

Aarhus Universitetsforlag

Udgivet: 2015