Jakob Vedelsby har skrevet en facinerende roman om verdens tilstand. Det er en begsort sag med undergang og død, katastrofer og terrorister. Hovedpersonen er jurist og diplomat i udenrigsministeriet Carl Bernstein. Carl bliver sendt til Grækenland for at fungere som ambassadør i en tre måneders periode.
Samtidig bliver København udsat for et voldsomt terrorangreb, og frekvensen af naturkatastrofer stiger alarmerende over hele kloden. Det begynder at se ud til, at verden er ved at gå helt af lave. Tingene er kommet helt ud af balance, menneskeheden ligger nu på den tikkende bombe, som de har skabt med deres handlinger og deres undladelsessynder.
Vi lever alle under forskellige umenneskelige systemer, og her præsenteres udenrigsministeriet som et eksempel på hvor ubarmhjertigt f.eks. vores arbejdsmiljøer fungerer. Alting bliver til krig, lige fra hverdagens problemer og private relationer til de internationale forbindelser. Alle konkurrerer mod alle. Den stærkeste har retten i magten.
Men selv om Vedelsby beskriver en sort verden, lader han alligevel lidt lys skinne igennem. Vi kan ændre udviklingen. Alle handlinger har konsekvenser, både positive og negative, så det må være muligt at påvirke helheden i positiv retning.
Menneskeheden har muligheden for at udvikle sig til et rigtigt fællesskab, hvis man baseret fællesskabet på positive værdier. Erkender at alle handlinger har konsekvenser, og forsøger at udføre handlinger med positive konsekvenser for fællesskabet og ikke kun leve i egoistisk snæversynethed, hvor fællesskab kun betyder samarbejde om økonomisk vinding til fordel for de få.
I Menneskeloven har alle negative kræfter slået sig sammen for et endeligt opgør, hvor der skal slippes kræfter løs, som kan lægge kloden øde. Er der en chance? Finder Carl og hans venner en vej ud af mørket og moradset?
Menneskelovener yderst læseværdig roman med masser af bid i, der lægger op til, at man selv bliver nødt til at gøre noget, hvis tingenes sørgelige tilstand skal ændres. Der er masser af gods at hente i romanen, der er en af den slags, man kan læse flere gange.
Ligesom vi får de politikere, vi fortjener, får vi også den verden, vi fortjener. Vi vælger i stemmeboksen, og vi træffer valg i livet – og vi må leve med vores valg.
Forfatter: Jakob Vedelsby
270 sider
Forlag: Aronsen
Udg.: 09.09.2011
4 glober