Marie Hammer og mosmiderne er den fjerde bog i børnebogsserien om ‘danske stjerner’. De andre handler om Niels Bohr og Inge Lehmann, og der er en om Tycho Brahe. Formålet med serien er dels at fortælle om et liv i videnskaben på en let tilgængelig og spændende måde og dels at få repræsenteret lige så mange kvinder som mænd. Målgruppen begynder vedca.  fem års alderen.

Marie Hammer er vant til hårdt arbejde hjemmefra, og senere arbejder hun hårdt med sin forskning. Hun læser til zoolog i 1930’erne, hvor de færreste kvinder fik en uddannelse. 

Hendes store interesse er mosmider, hvis eksistens hun observerer på Grønland, i Sydamerika, i Afrika. Og hun bruger sin viden om mosmider til at dokumentere, at verdensdelene på jorden engang hang sammen.

Illustrationerne er som sædvanligt livlige, tegneserieagtige og farverige, og kontinentalpladernes bevægelse er glimrende forklaret i billeder. Derimod er kvaliteten af tekstens forklaringer lidt svingende. Eksempelvis  præsenteres en gruppe mennesker som et oprindeligt folk. Men ved alle, hvad et oprindeligt folk er?

Et andet sted får vi at vide, at mosmiden er meget lille og lever i jorden, men er det et insekt eller noget andet? Der står dog mere om mosmiden på bogens sidste sider, og her finder vi også information om kontinentalpladernes bevægelse.

Det er smukt og ambitiøst at ville fortælle yngre børn om danske videnskabsmænd og -kvinder, og det fungerer fint, når man læser om hovedpersonens barndom, men det lidt tungere stof kunne måske godt formidles bedre, eller man kunne sætte målgruppens alder et par år op.

Marie Hammer og mosmiderne

Jakob Lund Pedersen

Illustreret af Julie Østergaard

40 sider

Børnebogsforlaget

Udgivet: 24.07.2021

Birte Strandby