Første gang læseren møder 10-årige Hans Theodor er en morgen, hvor han vågner til lyden af forældrenes stemmer. Forældrene er glade, fordi de har vundet penge i et lotteri. Men glæden bliver kort, og freden varer ikke ret længe. Faren går først løs på moren, og Hans Theodor hører lydene ude i haven og hakker graner med en hidsighed, der ikke står tilbage for farens, hvorefter han selv får bank af sin far.
Trods morens forsikringer om, at hun er der for ham, er HTs tilværelse utryg og garneret med farens hårdtslående argumenter iblandet en stadig kritik af barnet for at have 10 tommelfingre, for ikke at være et mandfolk, og for alt muligt andet:

Havearbejde sjusker man med, fræk er man, og tilligemed leger man med ild.

I skolen er det ikke meget bedre. HT er udsat for voldsomme drillerier fra de andre elever, og den danske folkeskole i 1960 er ikke for børn: …så længe vi synger, slår lærerne ikke.

Noget modvilligt bliver HT meldt til spejder. Det er ikke noget han har lyst til, men han betragter det som en slags forsikring mod, at truslen om at sende ham på børnehjem ikke bliver ført ud i livet. Den lokale spejderbevægelse styres af dem, der ikke har kunnet få afløb for magtbegæret andre steder, og at være spejder er omtrent så sjovt som at gå i skole. HT prøver at bearbejde sin morfar og onkel til at lade ham og moren flytte hen til dem, men selv de voksne, der rent faktisk elsker drengen, forstår ham ikke rigtigt.

Presset på drengen er stigende, og en dag får han mulighed for at gøre kort proces med den største belastning i tilværelsen.

Romanens opbygning er superb, HTs klarsynede blik på omgivelser, der opfører sig mærkeligt, er overbevisende troværdigt.

Finn Wilkens
178 sider
Forlaget Uhrskov
Udgivet: 2010
Også som ebog