Børnebog om kidnapning, underverden og mord i Reykjavik

Sylvek, søn af en tyv og en ulykkeskvinde, flytter sammen med sin bedstemor og sin søster fra Barcelona til Island, hvor det varme vand spruttede op ad jorden, og alle kørte rundt på splinternye mountainbikes, og hvis banken snyder dig, bliver bankdirektøren sat i fængsel.

Men det nye liv giver vanskeligheder, Sylveks søster forsvinder pludseligt, og Sylvek og hans bedstemor må desuden slås med økonomien. Det ender med, at bedstemoren udlejer søsterens værelse.

En række drabelige mord på tolvårige drenge præger stemningen i Rekjavik, og Sylvek er sikker på, at den nye lejer er involveret i børnemordene, ikke mindst fordi lejerens første erklæring er, at han hader børn.

Så tilværelsen er generelt nederen, indtil Sylvek redder en hund fra at drukne. Efterfølgende bliver han både modigere og klogere, og måske vil han kunne finde sin søster igen.

Med til persongalleriet hører en prisbelønnet, psykopatisk børnebogsforfatter, en foretagsom journalist og repræsentanter fra Reykjaviks underverden, steroid-troldene, unge mænd der har eksperimenteret lidt for meget med steroider – der voksede muskler så store som roer ud af halebenene på dem.

Sylvek befinder sig gang på gang i faretruende situationer. Han er samtidigt en fornuftig dreng med en livlig fantasi, en kombination der også kan vildlede læseren flere gange.

Forfatteren har selv illustreret bogen med dystre blyantstegninger, så man blandt andet kan se, at der står ‘Reykjaviks underverden’ på steroid-troldenes t-shirts.

Børnene er helt vildt spændte.

Spændte på at møde en forfatter?

Spændte på, hvornår de får lov til at gå igen. De har jo sommerferie.

Thórarinn Leifsson

Oversat af Nanna Kalkar

247 sider

Torgard

Udgivet: 09.06.2016

Birte Strandby