Arne er en sjov mand. Det synes han først og fremmest selv, i andres øjne er hans vitser og practical jokes ret platte. For morskabs skyld lægger han fyresedler på sine tre kollegers borde, og de to af dem når at bryde grædende sammen, inden han bliver færdig med den telefonsamtale han er i gang med – og får fortalt, at det var en joke.

Det er også Arne der iført skæg og briller smækker en power point op for at fortælle sine sønner om bierne og blomsterne. Så er der plads til at rødme.

Han har et stort slik- og kageforbrug og bevæger sig sjældent overflødigt, undtagen når han giver den som BatArne og jagter forbrydere. Ikke alle forbrydere, mest i den kaliber der stjæler romkugler og ikke er meget over 14 år gammel. I Arnes eget perspektiv er han den rene Superman.

På hjemmefronten er der to teenagesønner, en etårig datter og en kone med oceaner af tålmod – til en vis grænse. Arne er lidt af en karrikatur, og blandt hans meritter er, at han slår naboens kat ihjel ved en fejltagelse, og igangsætter en større ikke særligt gennemtænkt eftersøgning, da hans datter viser sig forsvundet fra sin daginstitution.

Havde romanen været bedre skrevet, eller nogle af vittighederne bare lidt sjovere, kunne romanen have været let læselig. Som det er nu, kan man kun blive en smule irriteret over Arne, der ikke kan se ud over sin egen næsetip, og hvis humor ligger et par kilometer længere nede på skalaen for lagkagekomik end Gøg og Gokkes. Hvor er underholdningen?

manden der glemte sig selv

K. B. Assenholm

138 sider

K. B. Assenholm

Udgivet: 2019

Birte Strandby