Sammen med en genudgivelse af Knud Rasmussens Den store slæderejse genudgives også Niels Barfoeds Manden bag helten der er en fremragende biografi om Knud Rasmussen entusiastisk og medrivende leveret. Biografien handler ikke så meget om Knud Rasmussens rejser, der som Barfoed selv skriver er rigeligt gengivet af mange andre men om personligheden Rasmussen, dokumenteret af mange breve herunder også materiale der ikke tidligere har været kendt – og afspejlet i de mange personligheder der også prægede tiden fra Georg Brandes og Johannes V. Jensen til Mylius-Erichsen, Fridtjof Nansen og Peter Freuchen.

Det handler altså om et menneske der med liv og lemmer som indsats bidrog til videnskaben, til at forstå og fortælle om ‘Verdens mærkeligste Folk’ på det utilgængeligste sted på Jorden.

Vi begynder med barndom og ungdom og den danske skoles modtagelse af en elevtype, som lærerne dengang ikke havde sans for… Han var aparte. Men trods Knud Rasmussens nederlag i skolen slipper han ud af den uden at tage varig skade, og allerede som 21-årig er han med Mylius-Erichsen på studentertogt til Island. De to er tæt på også at gøre en afstikker til Grønland, men af flere årsager udsættes den rejse, til de i 1902 deltager i Den litterære Grønlandsekspedition.

Kununguak – Lille Knud – blev han kaldt af grønlænderne, og ingen dansker har formidlet grønlandsk kultur med samme indsigt. Også kvinderne i Knud Rasmussens liv – og af dem er der mange – får taletid, og udover striben af tilbedende veninder kan han bryste sig af at have introduceret Emil Nolde for dennes hustru gennem mere end 40 år.

Manden bag helten er hyppigt krydret med anekdoter og beretninger der bidrager med liv og holdning til de mange personligheder. Her giver Johannes V. Jensens rå behandling af den aspirerende forfatter som Knud Rasmussen også var, mere et billede af nobelpristageren end af Rasmussen, der i sine anstrengelser for at få ham til at fravælge forfattergerningen både dukker, skolder og iser, så han efter at være bragt fuldstændig til Tavshed, omsider forføjede sig bort.

Heldigvis afholdt det ikke Knud Rasmussen fra at skrive, og det kan man nyde i Den store slæderejse.

Niels Barfoed

464 sider

Gyldendal

Udgivet: 27.04.2016 (udgivet første gang 2011)

Birte Strandby