Reeves Snyder

De gamle supermandfilm med Christopher Reeves har altid haft et glimt i øjet. Jeg har altid følt, når jeg så dem, at hr. Reeves smilede til mig når han fløj af sted, som for at sige at ”det er jo bare sjov og løjer, jeg flyver slet ikke rigtigt”. Imens det var meget hyggeligt, og jeg ikke ligefrem glædede mig til Zack Snyders nye skud på helten, så blev jeg faktisk overrasket. Zack Snyder er en interessant instruktør, mest af alt visuelt, for selvom hans effekter tydeligvis er effekter, så gør han et eller andet, så de bliver absolut troværdige.

Snyders mærkværdigheder

Det sagt er han også bag en række tematiske mærkværdigheder, som da han om sit mere mystiske værk Sucker Punch, udtalte, at han ikke ville seksualisere sin hovedperson ved, at vise hende danse. Det interessante ved den udtalelse var, at han i stedet for at vise hende danse, viste hele halv-time lange actionsekvenser med samme hovedperson, iført stramt læder. Men det blev først rigtig interessant da der var et dobbelt tvist, for action sekvenserne var fyldt med impotens motiver, balloner der punkterer, mænd der bliver til damp når de dør. Ligeledes foregår der noget mærkværdigt i 300, hvor mange blev irriteret over hvordan historien om spartanerne blev voldsomt overfortalt. Fortælleren gentog sig selv hele tiden, alle råbte alting på samme måde som al symbolik, i sin overdrivelse, også råbte. I den sammenhæng var der en kritiker som noterede, at hvis der var et sted og en tid hvor man overdrev historiefortælling, så måtte det have været det antikke, Græske teater. Skulle man virkelig tro at en tegneserienørd som Snyder, har overvejet det? Det kan jo også være at han bare har taget det direkte fra Frank Millers tegneserie, ligesom han tog Watchmen, om hvilken en bruger på hjemmesiden Imdb noterede sig, at det at filmen blev mere populær end tegneserien, svarer til at en fotograf tager et billede af Mona Lisa og alle begynder at rose fotografiet i stedet for maleriet.

En mørkere supermand

Man of Steel kan let ses som bare endnu en genskabelse der tager noget, opper budgettet og fjerner al selvironi, og det er i store træk også det den gør. Det sagt er den ret frisk når man kun kender Christopher Reeves fjogede grin, og ellers Brian Singers forfærdelige Superman Returns. Hvis man nogensinde har kunnet tale om, at Kal’El har en personlighed, eller motivation der på nogen måde er interessant eller vedkommende, så er Man of Steel et mere eller mindre stærkt forsøg på at finde denne. Det er desuden den første Supermand-film, hvor jeg rent faktisk følte at noget var på spil. Kloden bliver, uden at sige for meget, permanent skadet, og det var en interessant udvikling fra alle de andre film, hvor planeten er i fare, men så snart faren afværges er der egentlig ikke rigtig sket noget (Supermand udvikler sig jo aldrig, som karakter). Disse aspekter bringer dog ligeså mange problemer med sig, som friskhed. Supermand, ved sin blotte tilstedeværelse på planeten, dræber indirekte flere millioner mennesker, hvilket ikke behandles overhovedet. Til gengæld skal vi blive overrasket når han, som det selvfølgelig måtte ske i denne ”mørkere, mere moderne” version af Supermand, bliver tvunget til at slå ihjel.

Duellen

Jeg er dog nødt til alligevel, at udtrykke en vis glæde ved denne popkorn-gnasker. Jeg har altid været interesseret i ideen om duellen. En ide fuldstændigt blottet for politisk korrekthed og feministiske tiltag, imellem to mænd og deres komplekser. Dette indebærer blandt andet en stor glæde ved gamle John Woo film, fra hans Hong Kong -periode, både for det jeg ser som den eneste rigtige måde at lave æstetisk smuk action, men bestemt også for hans måde at udføre dueller imellem hovedpersonen og skurken. Man kan finde rigtigt gode dueller i både de to første Terminator film, eller i film som Sleuth, den gamle filmatisering, hvis man er mere til den intellektuelle duel.  Her kan jeg også anbefale den eneste japanske anime serie, jeg nogensinde har set færdig, Death Note, som også har en genial duel, trods japanernes mærkelige, overfortalte stil. Min største interesse ligger dog, trods min påtagede, semi-intellektuelle arrogance, i den æstetiske, actionfyldte duel. Der er intet bedre end duellen som, selv hvis den er dårligt opbygget, bliver underholdende alene på grund af æstetik og tempo, her bør også nævnes actionfilmen The Raid: Redemption, hvor historien er ligegyldig, men actionscenerne, på magisk vis, alligevel er intense, hvilket er en sjælden ting, medmindre man er John Woo i firsernes Hong Kong. Grunden til at jeg nævner dette er, at Man of Steel er det eneste seriøse bud, siden The Matrix: Revolutions, på hvor voldsom man kan gøre en duel imellem to mænd. Hvor duellen i den tredje Matrix film, havde den, indtil nu, største skala, var den umiddelbart kedelig. Jeg har aldrig brudt mig om Matrix-filmenes mangel på følelse i deres kampkoreografi. Selvom det passer godt til maskine-temaet, at kampene er som en følelseskold dans, er det bare ikke interessant at se på. Den endelige kamp imellem Neo og agent Smith, var kun udholdelig på grund af agent Smiths altid episke monologer.

Den endelige kamp i Man of Steel, imellem Supermand og den onde general-Zod, er imidlertid en beskidt, aggressiv, destruktiv kamp, hvor millioner af mennesker dør imens Supermand og Zod smadrer igennem Metropolis. Dertil kommer at Zack Snyder, med sit kamera, gør scenen ekstra intens. Der er en næsten perfekt balance imellem overblik og klipning. Dueller i film som The Bourne: Ultimatum falder fuldstændigt til jorden, på grund af den overdrevne klipning, og ligeledes sker det i film som efterfølgerne til The Matrix, på grund af manglen på den selvsamme indlevelse som klipningen kan skabe, hvis den er gjort korrekt. Man of Steel har den mest episke og intense duel, jeg nogensinde har oplevet i biografen og det er garanteret også det eneste sted den virker.

Der er masser af problemer

De første tredive minutter af Man of Steel, er ikke rigtig en del af filmen, for mig at se. Der er måske fire minutters relevans i dem. Resten er bare Snyder som mener at jeg, seeren, må have en interesse i at se hvordan Krypton er og føles, hvilket jeg ikke har. Ligesom jeg ikke er særlig interesseret i at se Russel Crowe sørge over sit mærkelige flyve-ride-dyr, som bliver skudt, men som tydeligvis betød meget for ham (men ikke for mig, seeren. Jeg er ligeglad).

Andre problemer indebærer, som nævnt det man kunne kalde paradokset i det moderne menneskes forherligelse af det hellige, individuelle liv, og samtidigt kyniske holdning tilmængden af liv. Supermand pumper indirekte statistikkerne over dødsfald i vejret, men bebrejder kun sig selv et eneste direkte mord. En sand republikansk pragmatiker.

Der er også masser af plotmæssige mærkværdigheder, som ikke er værd at nævne. Alligevel bliver jeg, grundet mine interesser, nødt til at anbefale filmen, for sin æstetik og episke duel.

Filmen får:

6/10 som helhed (fordi den indeholder en fed duel, og forsøger en masse ting, som desværre ikke lykkes)

9/10 til duellen som den indeholder. (Seriøst, det var mega intenst!)

Det eneste jeg mangler fra Superman-universet nu er, at se de psykologiske traumer det bringer at vokse op i et hjem, hvor faderen (Kevin Costner) sætter alt hvad man gør i et universelt perspektiv. Den unge Kal’ El kan ikke åbne en pakke tomater uden at Kevin Costner kommer og siger, i et seriøst tonefald: ”Remember Clark, there are many packs of tomatoes in the world, but you are the only one with the power to open them all, so you have to be careful, you have to think, because some tomatoes might be rotten”.

Produktionsår: 2013

Instruktør: Zack Snyder

Medivrkende: Henry Cavill, Amy Adams, Michael Shannon, Kevin Costner, Diane Lane, Laurence Fishburne, Ayelet Zurer, Russell Crowe

Spilletid: 2 timer 24 minutter