”Malstrøm” er andet bind i journalist Helle Mogensens Anne Lebæk-krimiserie. Serien foregår på den jyske Vestkyst, i den fiktive lille by Hvertsund, hvor alle kender alle. Helle Mogensen bor selv på øen Mors i Vestjylland, så hun kender til kulturen i mindre samfund. 

Bogens hovedperson er psykologen Anne Lebæk. Anne er vendt retur til sin fødeby efter 15 år i København. Hun har et forlist og barnløst ægteskab bag sig. I de mellemliggende år har hun kun haft en sporadisk kontakt med sine rødder. Nu er hun tilbage i Hvertsund. Her bor hendes mor og to søstre stadig. Søsteren Margit, der bor på plejehjem, modtager palliativ pleje. Det er Annes ønske at være nær hende i den sidste tid. Anne har derfor taget job i den lokale psykologpraksis. Samtidig har hun atter fået kontakt til relationer fra sin barndom og ungdom – herunder veninden Erika. 

Det er er Erika og hendes mand Lars, der lægger hjem til bogens indledende mord. Deres søn Benjamin – Annes elskede gudbarn – skal passes, da ægteparret skal til fin middag hos Lars ‘chef Klaus Lose og dennes hustru. Barnepigen er den 19 årige Betinah Faber, som Anne finder myrdet. Hun kender i forvejen Betinah fra sin konsultation, hvor den unge kvinde har gået i terapi for konsekvenserne af en hård opvækst. Den afdøde har blandt andet boet på børnehjemmet Baunegaarden. Senest boede hun i et pensionat med to unge mænd. 

Anne er berørt af at finde liget og kender som nævnt til Betinah fra konsultationen. Derfor sætter hun sig for at undersøge hvem, der ønskede den unge kvinde død. Selv er hun midlertidigt genhuset i Erika og Lars´ fritidsbolig, da hendes egen lejlighed skal saneres. Erika og Lars er sammen med deres lille søn indkvarteret på byens hotel, mens politiet efterforsker mordet, der skete i deres hjem. Noget tyder på at deres dreng måske kan have oplevet noget traumatisk på mordaftenen. Som gudmor og psykolog er Anne lidt urolig. Men også morens reaktion gør hende bekymret. 

Efterhånden som Anne graver i Betinah Fabers liv, opdager hun at den unge kvinde havde nogle hemmeligheder. Først opsøger Anne Betinahs kæreste Nicolai og Betinahs veninde Lea. Veninden er plaget af skyldfølelse. Hemmelighederne lurer under overfladen flere steder. Det gør de også, da Anne kontakter Betinahs to bofæller, Mikkel og Alexander, og da hun vender blikket mod afdødes tid på børnehjemmet Baunegaarden. Uhyggen tager gradvist til. Snart må Anne indse at hendes hjemby gemmer på flere dunkle og mørke sider. 

”Malstrøm” er en interessant krimi om et samfunds skyggesider. I denne fortælling om psykolog Anne Lebæk zoomer Hanne Mogensen b.la. ind på seksuelle tabuer. 

Psykologen Anne roder forsat rundt med følelserne i sit privatliv – især hvad angår mænd. Hun er tiltrukket af sin gamle flamme Rasmus og af den tiltalende efterforsker Thorkild Høegh, der har mordsagen. Thorkild Høegh giver hende lov til at bistå politiet i skikkelse af psykolog. Men Anne kan ikke dy sig for at efterforske på egen hånd. 

”Malstrøm” minder meget om bind et ”Havunger”. Begge handler om fortidens hemmeligheder, og der er en seksuel undertone i begge fortællinger. Det er en afdæmpet kriminalroman, der vægter det personlige portræt af bogens hovedperson højt. Romanen placerer sig genremæssigt et sted mellem hyggekrimien, såkaldt cozy crime, og femikrimien. Helle Mogensen gør sig stor umage med at portrættere sin hovedperson Anne Lebæk, der er en lettere introvert psykolog med halvondt i familierelationerne og trang til lidt for meget vin. Forfatteren skildrer det typiske liv i en mindre vestjysk provinsby præcist og rammende. Læseren vil genkende byens tendens til både at gemme på hemmeligheder og sladre alt efter hvad, der er ideelt. 

Skrivestilen er enkel og ligetil. Handlingen skrider – som i bind et – stille og roligt frem uden de store dikkedarer. Det er let at holde styr på personer. Helle Mogensen er uddannet journalist. Hun kender sin værktøjskasse og virkemidler, men der er desværre nogle spøjse sprogblomster hist og pist. Hvor er det ærgerligt, at der ikke har været en ekstra gennemlæsning fra redaktørens side. Jeg kunne også savne et lidt mere rigt sprog. Der er en tendens til sproglige gentagelser. 

Helle Mogensen har valgt at flette små faktuelle afsnit ind i teksten. Det drejer sig om stof relateret til hovedpersonens professionelle virke. Det er fx være nogle linjer om en diagnose eller en form for medicin, som udpensles. Indimellem får jeg associationer i retning af et halvt Wikipedia-opslag, når jeg læser. Her i bind to synes jeg, det er endnu mere karakteristisk. Desværre kommer det til at virke lidt abrupt i forhold til det flow, der gerne skulle være i handlingen. Nogle vil måske finde, at det tilføjer noget særegent til skrivestilen. 

Plottet er overraskende, og jeg havde ikke gættet det sammenhængen. Der er indlagt fine tvists. Jeg kan dog være bekymret for en serie, der i så høj grad baserer sig på samme skabelon. Helle Mogensen kan absolut noget, men hun må tænke mere ud af boksen næste gang! Hvertsund kan ikke bære flere mord, der har rod i fortidens synder, og hvor byens psykolog har haft offeret på ”briksen” hver gang. 

Serien om Anne Lebæk er ellers ganske læseværdig. Den er interessant qua den ny krimiheltinde forfatteren disker op med. Anne Lebæk har kant, kommer med en halvtung ”rygsæk” og bøvler med sit privatliv. Hun overskrider nogle grænser og holder sig ikke tilbage i forhold til efterforskningen. Nogle læsere vil nok indvende, at hun også tilsidesætter sin tavshedspligt, hvorfor det ikke er helt troværdigt. Bortset fra dét, så giver hun fortællingen nerve og nærvær. Jeg tænker, at Helle Mogensen måske har skelet til ”Ruth Galloway-krimierne”, idet hun lægger så stor vægt på beskrivelsen af hovedpersonens liv og personlighed. Anne Lebæk er i øvrigt også uperfekt ligesom Ruth Galloway, så der er flere ligheder. Men Helle Mogensen er – endnu – ikke helt på højt med sin britiske krimikollega. 

Med ”Malstrøm” får du en tilforladelig og letlæst krimi med et helstøbt plot. Den er hyggelig og med et fængende mysterium. ”Malstrøm” har antydningen af uhygge, men du bliver aldrig direkte skræmt. De hemmeligheder der afdækkes, påvirker dig uvilkårligt, hvilket også er virkningsfuldt. Romanen er primært rettet mod de kvindelige læsere. Helle Mogensen er flot på vej. Hun giver dig endnu engang herligt læsestof. 

Malstrøm

En Anne Lebæk-krimi

Forfatter: Helle Mogensen

Forlag: alpha

360 sider. Hardback 

Udgivelsesdato: D. 21. 5. 2021.

Anmelder: Nønne Lønne Votborg