Magnus og haveter en farvestrålende billedbog i A4-format for de 4 til 7 årige. Den har undertitlen: I vandet – og sikkert op igen og er udgivet i samarbejde med Rådet for større badesikkerhed.
Magnus far er livredder i svømmehallen, og Magnus elsker at komme der og tumle sig i vandet, og selvom han kun er seks år, er han allerede rigtig dygtig til at svømme. Magnus er meget stolt af sin far og synes, at han næsten er lige så sej som en astronaut.
Da det bliver sommerferie skal Magnus og hans søster Karoline sammen med mor og far i sommerhus ved havet, og det har han selvfølgelig glædet sig meget til. Magnus far fortæller meget om, hvordan det er at være på stranden ved havet, og hvordan havet er meget farligere end svømmehallen. Der er mange ting man skal passe på, når man bader i havet. Man skal altid have en voksen med, og man skal f.eks. passe på understrøm.
Mens Magnus og Karoline sopper i vandkanten sammen med far, får Magnus øje på en mand som fægter med armene ude i vandet, mens han ser ud til at drive længere og længere ud. Magnus far tager en redningskrans fra den store orange redningstrekant og kaster sig i vandet for at svømme ud til manden.
Selv om der er langt, kommer faren ud til manden og redder ham.
Magnus og havet er en glimrende bog at læse for de små, inden man skal til stranden. Den fortæller på en underholdende måde om farerne, når man bader i havet, og hvordan man skal forholde sig for ikke at blive udsat for risiko, men kan selvfølgelig også læses bare for fornøjelsens skyld. Det er en sød og hyggelig historie, hvor det farlige selvfølgelig ender godt. Illustrationerne er både helsides og dobbeltsidige med stærke farver, og de går hånd i hånd med teksten.
På en god og underholdende får de små forklaret, hvordan man forholder sig på badeferie.
Forfatter: Jesper Tolstrup
Illustrationer: Rasmus Jensen
32 sider
Forlag: Turbine
Udg.: 13.06.2012