Det burde være en stor oplevelse at læse Murakamis nye novellesamling. En af verdens mest anerkendte forfattere og temaer som ensomhed, tab, sorg, angst og død ligner jo et sikkert valg. Alligevel kommer Murakami ikke rigtig ind under huden på sin læser, hvilket har med fortællemåden at gøre.

Samlingen rummer 7 fortællinger, som alle kredser om det samme tema, nemlig mænd og deres vanskelige forhold til kvinder. Flere af mændene i novellerne har været ofre for utroskab, og er blevet forladt. De har et distanceret forhold til egne følelser, og står usikre overfor en tilværelse uden en kvinde. Stillet over for novellens aktive og initiativrige kvinder fremstår mændene passive og forvirrede.
I novellen ”Det selvstændige organ” hører vi om lægen Tokai, som længe har levet et uforpligtende liv som en anden Don Juan. Han har sat sit liv med hyppige stævnemøder i system, så han jævnligt har kunnet møde et væld af kvinder, uden at blive afsløret af dem eller deres ægtemænd, og uden selv at blive for involveret. Han fortæller stolt om sit system til novellens fortæller, om hvordan han undgår at blive forpligtet, og forelsket. Men en dag sker det, kærligheden rammer ham som en sygdom, og da elskerinden forlader ham, som han selv har forladt så mange, bliver sygdommen livstruende.
Flere af novellerne er temmelig ensformige, alle omhyggeligt og en anelse monotont fortalt. Sproget er enkelt og præcist, men ind imellem lige lovlig pædagogisk.
Novellen ”Kino” stikker lidt ud fra de andre fortællinger. Den handler om manden Kino, som forlader hus og hjem efter at have fundet sin kone i seng med hans egen kollega. Han føler ingen vrede eller bitterhed, beskæftiger sig ikke med bruddet, indretter i stedet en bar, og bliver bartender. Til baren kommer både en lykkebringende kat, en whiskydrikkende gud, uheldssvangre slanger og en lidenskabelig kvinde, som sætter fart på handlingen. Alligevel når Murakami ikke helt i land med sin fortælling. Fortælleren blander sig og fortæller, hvad en opmærksom læser ikke undgår selv at konkludere, at ”Det bankede nemlig ikke på døren i det lille businesshotel, men på døren ind til hans hjerte.” Og når Kino indser betydningen af sin egen fortrængning, lyder det: ”Da jeg burde have følt ægte smerte, undertrykte og kvalte jeg mine rigtige følelser. Jeg ville ikke se smerten i øjnene, så jeg undgik at konfrontere mig selv med virkeligheden.”
Når beskrivelserne bliver så tydelige, og ligefrem tygget igennem af både fortæller og karakterer, er der ikke meget til overs til læseren. Det bliver for kedeligt for denne læser. Men Murakami har så mange trofaste fans, han undskylder nok en frafalden.

Haruki Murakami

Oversat af Mette Holm

210 sider

Forlaget Klim 8/9-2015

Anmeldt af Maibritt Lindblad