Let læst ebog med korte kapitler og korte sætninger til iPad eller anden e-reader.

Romanen handler om Peter og Lasse, der engang har været venner. Vi følger de to mænd i deres frie fald. Peter er den, der er rendt med jokeren: Fantastisk job, sød kone, vellykkede børn, og alt hvad der kan købes for penge. Men så er det heller ikke bedre. Hans job kræver ham, så han forsømmer familien, hans kone forstår ham ikke, og datteren er skrøbelig og indelukket. Og det bliver værre: En uopmærksom bilist får ram på familien, og det koster liv og førlighed.

Heller ikke Lasse har let gang på jorden, men til forskel fra Peter begynder han under nulpunktet: Han arbejder på en Jesus-film, som ingen vil producere, og hans ekskone har tolket kommentarer fra den femårige søn som tegn på, at Lasse har udnyttet ham seksuelt. Lasses samvær med sønnen begrænser sig efterfølgende til tre timers leg med barnet hver fjortende dag, mens moren og statsamtets repræsentanter er til stede. Det er ubærligt, og Lasse benytter sammen med sønnen en mulighed for at stikke af med politiet i hælene. Flugten forværrer Lasses situation, og han får skabt stadigt mere rod i sin tilværelse.

Der er fine spændingskurver og god underspillet dramatik ved eksempelvis bilulykken, men man kommer ikke tæt på hverken Peter eller Lasse, og der er ikke helt tydeligt, hvad forfatteren vil fortælle læseren – udover at nogle mænd har deres libido. Bytter de to personer status, hænger deres løbebaner sammen med deres fortid, eller er det enkeltstående portrætter af tilfældige skæbner?

Teksten rummer enkelte småfejl: Vestre Fængsel, statsamtet og Schubert.
Nis Jakob

270 sider
Billige eBøger
Udgivet: November 2011

Birte Strandby