Gå hjem og få styr på papirerne, vi kan desværre ikke gøre mere for dig.

Sådan lyder lægens dom til Laurits, og Laurits gør sig klar til at dø. Det betyder informere familie og venner. Især er det hårdt at skulle sige til sine børn, og bevidstheden om at han ikke kommer til at følge sit femårige barnebarn er tung.

Sygdommen hærger og kræfterne forsvinder hurtigt, men Laurits får tid til at planlægge, hvad der skal ske efter hans død. Der bliver set på økonomien, og hans kone Marie kan blive boende i huset.

Børnene kommer ofte på besøg, vennerne tager afsked, og Marie og han taler minder og fælles oplevelser, men der er også ting der nager, som han ikke kan gøre noget ved. Eksempelvis ligger hans ældste søn i skilsmisse og har problemer med at få den fælles forældremyndighed til at fungere, så det hverken skader barnet eller forældrene.

Laurits’ datter læser til socialrådgiver og synes, at forældre skal tvinges til at modtage rådgivning og lave aftaler for at få lov til at blive skilt.

Der er nogle indslag i tilknytning til andre af romanens personer, men ellers handler det  udelukkende om Laurits og hans svindende liv. Der er også korte indslag med mere eller mindre kompetente kommunale repræsentanter, og lidt om det hospice – af Laurits kaldet dødsgangen – hvor han anbringes i aflast for ikke helt at slide Marie op.

Sproget er stift og lidt kantet, men bogprojektet sympatisk.

… lugten af kræft. Det var ikke nogen dårlig lugt. En blanding af sygdom, død og medicin.

Lyset på livets kyst

– 50 øjeblikke i en døendes liv

Anne Grethe Thomsen

167 sider

Skriveforlaget

Udgivet: 06.04.2017

Birte Strandby